Det er ikke lang tid siden jeg skrev til jer, at jeg nu endelig havde fundet min træningsmotivation igen, og at jeg havde sat mig nogle mål. Fedt! Så er det bare med at komme i gang!

Sandheden er dog, at jeg – åbenbart – lider af en slem form for selvsabotage. Så i stedet for at holde fokus på kost og træning, så slap jeg tøjlerne og blev lidt ligeglad igen.. Og jeg er blevet straffet på vægten. Fra jeg vejede mindst (for et par måneder siden) og til nu, har jeg taget 3-4 kg på.

Der er flere grunde til det, tror jeg. For det første døjer jeg lidt med min energi og mit overskud. For det andet har der været nogle bekymringer omkring job og økonomi, og for det tredje, så tror jeg ikke jeg kan håndtere at komme tæt på mit mål.

Say what? Ja, du læste rigtigt.. Jeg tror jeg er bange for at nå mit mål, for så er det en ting mindre, jeg kan gemme mig bag (og brokke mig over). Jeg læste et indlæg på Instagram i går, der virkelig fik mig til at tænke.. Denne pige har været igennem virkelig meget, og er nu på vej op. Det burde jo være godt, men for os der har prøvet det, så er det også en tid der er forbundet med mange nye tanker: hvem er jeg, når jeg får det godt? Vil folk glemme mig, når nu jeg ikke har brug for ekstra hjælp og omsorg? Osv.

Efter jeg ramte bunden for snart 3 år siden, og har fået det meget bedre end nogensinde før, så har jeg haft mange tanker om identitet. For i og med at jeg har fået det så meget bedre, så er jeg også en anden person, end jeg var dengang. Jeg ved, jeg er en meget bedre person, men hvad nu hvis folk ikke kan lide den måde, jeg er på nu.. Forlader de mig?

Det kan virke som overdrevne tanker om et emne, der i bund og grund er ligetil? Ja måske, men jeg har stadig mange ting, der driller mit hoved, og sådan tror jeg det altid vil være. Jeg vil have gode perioder og dårlige perioder. I de gode perioder kan jeg sætte mål og forfølge den. I de dårlige perioder kan jeg håbe på ikke at sabotere mig selv.

Og hvad så med det vægttab? Tja, det kommer nok. Nu skal jeg først og fremmest sørge for at have hovedet med, og prøve at forstå hvad der allerede er sket, for jeg VED jo godt, at jeg allerede er nået langt!

Jeg er en meget taknemmelig person, og det tror (håber!) jeg ikke mine nærmeste er i tvivl om. Siden jeg blev version 2.0 har jeg virkelig prøvet at tage imod hjælp, værdsætte den OG takke for den. Jeg vil ikke have at folk tror, at jeg tager dem eller deres hjælp for givet.

Sådan var det nemlig før i tiden.. Flere syntes jeg var en forkælet snob, der tog det for givet at folk hoppede og sprang for mig, og det kunne ikke være mere forkert. Problemet dengang var at jeg havde virkelig svært ved at tage imod hjælp. Og når folk så alligevel valgte at hjælpe mig på den ene eller anden måde, så fik jeg sjældent formuleret et tak, fordi jeg ganske enkelt var (undskyld, jeg bander) pisse genert og tilbageholdende.

Jeg har ofte fået at vide, at jeg slet ikke er som jeg virkede til at være dengang, og det tror da pokker! Det meste af min barndom og ungdom gik ud på at skjule, hvad der skete hjemme hos mig. Jeg valgte at skjule det bag en facade, der viste utilnærmelighed. Inde bagved var jeg en forvirret, usikker og ulykkelig pige, der ikke kunne forstå, hvorfor alle andre havde så ‘normale’ familier. Jeg troede at min voldelige far og alkoholiske mor var ganske almindelige…indtil jeg fandt ud af, at det var de slet ikke. Det var faktisk slet ikke sådan andres familieliv så ud!

Nå, I’ve got sidetracked.. Sagen er den, at jeg (selvfølgelig) er blevet så meget klogere på alting siden dengang. “Hvorfor dit og hvorfor dat” er afløst af “åh okay, ja selvfølgelig”, og jeg er blevet så meget bedre til at tage imod hjælp. For det er også gået op for mig, at folk faktisk gerne vil hjælpe OG at det ikke er meningen at man skal klare alting selv. Det sidste har jeg ellers troet lige siden mine forældre døde for 20 år siden…

Jeg ved også, at mange af mine blogindlæg virker lidt tunge og brok-agtige. Det er ikke meningen, men samtidig er det heller ikke så underligt, for bloggen er min ventil. Så jeg skriver, når jeg har noget på hjerte, og det har jeg som regel, når jeg er ked af det eller sur. Når jeg er glad, så pladrer jeg det jo bare ud over det hele.. Se det som et kompliment, at I får del i de dybe sager 😉 ..sagt med et smil på læben.

Min taknemmelighedsliste er lang, men den involverer mine børn, veninder, grineflip, solskin, regnvejr, det gode forhold til min eks, mit arbejde, min blog, blomster, gaver fra mine børn, kærlighed, ømhed, grineflip, chokolade, Netflix, at danse, at sove, at græde, at føle, at skrive…

Og meget, meget mere… 🙂