Som I sikkert ved, så er jeg i praktik lige nu. Mit praktiksted er BC-Gym i Aabenraa – et træningscenter med fokus på styrketræning, medmenneskelighed og hygge. I sidste uge blev praktikken forlænget med endnu 5 uger, så jeg i alt har været der 13 uger.

Jeg kontaktede selv stedet, fordi jeg havde hørt gode ting om ejeren, Chris. Mit førstehåndsindtryk af ham var virkelig også fint! Han var åben og totalt ligeglad med, hvad jeg havde lavet tidligere.

Praktikken kom i hus, og jeg kunne hurtigt mærke, at det her var lige et sted for mig! Der er højt til loftet, plads og kærlighed til alle og altid plads til grin og sjov. Her tog folk imod mig med åbne arme, uden at jeg skulle være noget bestemt…uden at jeg skulle være en anden, end den jeg er.

Chris spurgte mig, om jeg ville træne, mens jeg var i praktik, og det ville jeg jo selvfølgelig gerne. Så den aller første dag fik jeg min første seriøse bentræning. Jeg har simpelthen ikke ord for, hvor hårdt det var, og det var jo ikke en gang det værste, for det tog 4 (!) dage, før jeg kunne gå normalt igen!! Efter den tur var jeg ikke sikker på, at det var så god en idé, men heldigvis fortsatte jeg. Nu her to måneder senere kan jeg jo se fremgang, ikke bare i min styrke, men også på mit tøj, der pludselig sidder meget bedre.

Men den sande gevinst er helt sikkert den udvikling, jeg har været igennem. Det her med at være et sted, hvor jeg føler, at jeg hører til og hvor jeg ved, at jeg er værdsat, er jo fuldstændig fantastisk.

For en måneds tid siden fik jeg ansvaret for centerets fødselsdag den 1. november ( ja, i morgen)! Jeg blev egentlig bare sat i gang med at brainstorme idéer til, hvad vi kunne sætte i gang, men pludselig var jeg udnævnt PR ansvarlig og ansvarlig for afviklingen af fødselsdagen!! I starten var det fint nok, for jeg har jo altid en masse idéer, og det virkede som om at de fleste jeg snakkede med, syntes at det var gode idéer, så jeg knoklede på med at finde på konkurrencer, kontakte mulige sponsorer, skrive opslag på facebook osv.

I sidste uge begyndte det pludselig at gå op for mig, hvad jeg havde gang i, og jeg blev ramt af en chokbølge af tvivl. Kunne jeg gøre det godt nok? Kunne jeg indfri de forventninger, som – især – Chris har til mig? Pludselig kunne jeg ikke se, at jeg overhovedet havde udrettet noget, og mit humør dalede drastisk.

Jeg kan ikke fortælle jer, hvordan det gik, for fødselsdagen er først i morgen. Men jeg kan fortælle, at jeg har fået mere ro på. Jeg føler stadig ikke, at jeg har gjort noget, men måske kommer det i morgen eller i overmorgen, når det er overstået. Jeg har brug for, at det her bliver en succes!

Siden jeg blev student i 2000 (schhyyy, det er IKKE lang tid siden!) har jeg lidt af en svær omgang yoyo-vægt..

Jeg startede med at tage 30 kilo på umiddelbart efter gymnasiet. I min ungdom var jeg slank og helt ‘almindelig’ (hvis der er noget, der hedder det – og nej, selvfølgelig kunne jeg ikke selv se det), så det kom som et gigantisk chok for mig, da det pludselig en dag gik op for mig, hvad der rent faktisk var sket.. Jeg var jo bare flyttet sammen med min daværende kæreste, F, i en lejlighed, der lå ovenpå et pizzeria, og vi var i øvrigt begge var svært glade for god gammeldags mad. Nu spørger I nok jer selv hvor mange kilo han mon tog på? Ingen, selvfølgelig. Jeg tog åbenbart én for holdet…  F og jeg var sammen fra 1999-2007, og her følger nogle billeder af mig fra den periode (tryk på det enkelte billede for at se det – og mig – i fuld størrelse):

En tyk og ulykkelig pige, var jeg… Forholdet var egentlig meget godt, men alle spøgelserne fra min barndom/ungdom var begyndte at fucke med mit hoved – og min krop, tydeligvis.

Et halvt års tid inden F og jeg gik fra hinanden, begyndte jeg endelig at tabe mig, efter talløse halvhjertede forsøg. Jeg tabte hurtigt 12 kilo, der blev efterfulgt af yderligere ca. 8 kg. Jeg havde ikke tabt alle kæreste-kiloene, men jeg var ved at blive tilfreds med mig selv.

Jeg holdt vægten, indtil jeg mødte T, og på trods af at jeg var fuldstændigt klar over, at jeg skulle passe på vægten, så kom kiloene snigende igen. Ca. 2 år inde i forholdet havde jeg taget det hele på igen. Jeg har valgt to billeder fra perioden 2008-2014. Det første billede er taget mens jeg er gravid med min ældste datter og det andet billede er fra 2014, ca. et år efter min yngste datter kom til verden:

De kilo begyndte jeg først at tabe et halvt års tid efter jeg blev single. Jeg fik et job, hvor rengøring var en stor del af jobbeskrivelsen, og det fysiske arbejde fik mig til at smide 10 kilo. Det er næsten halvandet år siden nu, og jeg har prøvet lidt forskelligt for at tabe mig yderligere, men har ikke rigtigt haft held med det.

For næsten to måneder siden begyndte jeg i praktik i BC-Gym her i byen. Det er et træningscenter, hvor fokus er på styrketræning. Chefen spurgte, om jeg gerne ville træne og trænes, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Det har resulteret i at jeg har tabt centimeter! Jeg har ingen idé om hvor mange centimeter eller hvor mange kilo fedt, jeg har omdannet til muskler, så jeg vil egentlig lade de sidste billeder tale for sig selv:

…og vær lige klar over, hvor ufatteligt grænseoverskridende dette indlæg og dets billeder er! Jeg har aldrig lagt så meget hud på nettet, og det kan også være at jeg fortryder og sletter.. Men samtidig er jeg også enormt stolt af mig selv og hvad jeg har opnået, og derfor har jeg lyst til at råbe det ud til verden… Ja okay, ikke hele verden, men I ved nok hvad jeg mener… 😉

 

Den 1. november er det 2 år siden, jeg flyttede fra T, og dermed er det 2 år jeg har været single.

Det har været rigtigt godt for mig at prøve rigtigt at være single: bo selv, lave ting selv, styre alting selv. Samtidig med at jeg skulle ‘genopfinde’ Sandra, var det vigtigt at jeg havde tid. Tid til at koncentrere mig om mig selv og hvem jeg var, og hvem jeg gerne ville være. Og i den ego-tid var der ikke plads til en mand.

Selvfølgelig har der været fyre i mit liv, men aldrig noget der er kommet tæt på et faktisk forhold. Disse fyre har vist mig, hvor meget jeg faktisk ikke vil finde mig i. De har styrket mig og – selvom det er svært – takker jeg dem for alt det, de har udsat mig for.

Ulempen ved at være en stærk kvinde (sådan nogenlunde, i hvert fald), der elsker sin frihed, er at jeg har meget høje krav til en kommende kæreste… Og jeg tror faktisk mindre og mindre på, at jeg møder en mand, der kan opfylde mine krav – eller få mig til at glemme at jeg har dem!

Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg kommer til at møde ham ude i virkeligheden, og ikke på Tinder eller Badoo, som jeg ellers har sat min lid til det sidste lange stykke tid. Det er som om alle regler for god opførsel og pli bortfalder, når man befinder sig i dating app-universet. Faktisk er det så slemt, at man ikke en gang får beskeder med hele sætninger… “Laver du” og “Ku godt” er typiske eksempler… Jeg hører også gang på gang fra mine med-single-søstre, at diller-billeder er noget, man får kastet i hovedet uden overhovedet at have bedt om det. Ja, faktisk selvom man har bedt om ikke at få dem.. 

Jeg savner simpelthen ‘de gode gamle dage’, hvor man holdt i hånd og kyssede, inden man overvejede at gå i seng sammen. Nu er det jo nærmest omvendt: knalde først, og hvis det var godt nok, så kan kys og andre ‘kedelige’ ting tilføjes… Hvilket dog sker sjældent (har jeg erfaret).

I en tid, hvor alt kan findes på nettet og sex er en helt naturlig del af …ja, alt, så er det nemt at blive nærig med kærligheden. For hvorfor give én person alt, når man kan give mange personer lidt? Intimitet og nærhed bliver fremmedord, ja, nærmest bandeord.

Jeg savner sommerfuglene i maven og længslen efter én bestemt, men må efterhånden indrømme at jeg er blevet for kynisk til at tro på, at det stadig findes. Men samtidig er jeg håbløs romantiker, så inde bag det kyniske ydre, er der en tro på, at han nok skal dukke op…engang.

For to år siden gik jeg ned med et brag. Min daværende mand og jeg gik fra hinanden og gjorde vores to vidunderlige børn til skilsmissebørn, og det var bare den sidste dråbe i mit indre glas. Siden jeg var helt lille, har mit liv været fyldt med vold, misbrug, død og fiaskoer – og som 33-årig kunne jeg ikke længere holde til det.

Som jeg også tidligere har nævnt, røg jeg i psykiatrien, hvor jeg fik et par diagnoser, der gav mig chancen for at starte forfra. Nu begyndte jeg pludselig at forstå, hvorfor jeg i så mange år havde reageret så uhensigtsmæssigt i så mange sammenhænge. Hvorfor jeg aldrig kunne færdiggøre noget. Hvorfor jeg ikke kunne føle noget.

Udover, at jeg er tilbagevendende moderat depressiv, så har jeg også en ængstelig evasiv personlighedsstruktur. Det betyder – i korte træk – at jeg føler mig underdanig i forhold til andre mennesker. Jeg stoler ikke på mig selv, og føler ikke, at mine evner rækker lige så langt som andres. At jeg er en bedrager.

Indtil for to år siden undgik jeg helst at være sammen med andre mennesker – alle, bortset fra mine kærester. Det er helt sikkert også derfor, jeg 1) har været i forhold det meste af mit voksne liv 2) kun har haft to forhold: ét på 7½ år og ét på 6 år.
Siden jeg blev student i 2000 har jeg ikke haft en ‘hjerteveninde’. Jeg har prøvet, og har fået startet noget op med flere forskellige, men jeg har altid (ubevidst) skubbet dem væk igen, enten ved ikke at være til at få fat på eller ved at være fuldstændigt utålelig.. For det kan jeg godt se nu, at jeg har været…

Jeg ser mig selv som genfødt – på en ganske ureligiøs måde. Mit gamle jeg døde, da T og jeg gik fra hinanden og jeg fik mit breakdown i 2014. Siden da har jeg skulle lære alting forfra: hvad jeg kunne lide, hvem jeg kunne lide og hvorfor jeg kunne lide noget, men vigtigst af alt skulle jeg finde ud af, hvem Sandra i virkeligheden var, når alt det gamle lort var taget væk. Det var som at stå helt nøgen, efter at mit beskidte og uklædelige tøj var taget af mig. Jeg skulle lære at klæde mig på igen og finde ud af, hvilket tøj, der klædte mig og fremhævede mine gode træk.

Jeg er slet ikke i mål endnu, men jeg føler mig bedre påklædt end nogensinde før. Her har TUBA været en kæmpe hjælp for mig.
Jeg har fået mig en rigtig hjerteveninde. En kvinde, som jeg har turdet at lukke mig op for, og som jeg tilbringer rigtigt meget tid sammen med. Det er en fantastisk følelse at vide, at der rent faktisk er nogen, der kender mig! Nogen, der kender mig OG elsker mig. Min personlighedsforstyrrelse fortæller mig nemlig hele tiden, at jeg bluffer, og at den person jeg viser frem, ikke er den rigtige Sandra; at hvis folk omkring mig ser den rigtige Sandra, så vil de ikke kunne lide mig.

Så jeg kæmper! Mod mig selv og med mig selv. Men jeg kæmper – og for første gang i mit liv, har jeg våben at kæmpe med!

I juli røg jeg ud af dagpengesystemet.. Jeg havde aldrig troet at det skulle komme så vidt, men jeg havde ikke det fornødne held på jobfronten, som jeg havde håbet på. “Det beror vel ikke på held” tænker du sikkert, men jo, det gør det. Op til min exit i dagpengesystemet sendte jeg omkring 50 ansøgninger til alle mulige og umulige jobs – uden tanke for om jeg ville kunne klare det i længden, uden tanke for om jeg havde tid til at se mine børn, uden tanke for noget som helst andet end at jeg bare skulle have et arbejde. Jeg kom da også til et par samtaler, men desværre med afslag hver gang, fordi jeg ikke har erfaring nok. Ja, eller det var i hvert fald begrundelsen, når jeg spurgte.

Siden jeg er kommet på kontanthjælp føler jeg mig som jaget vildt. Jeg søger selvfølgelig stadig jobs, men jo længere tid, der går uden samtaler/job, des mere usikker bliver jeg. For er jeg overhovedet i stand til at varetage et almindeligt job? Til nye læsere kan jeg afsløre, at jeg har to diagnoser og har været indover distrikspsykiatrien. Jeg går i terapi, og har også rykket mig virkelig meget, men jeg har det stadig svært. Ikke med mig selv, for det er jeg ved at få styr på – men jeg er i tvivl om min formåen. For selvom jeg har det bedre end nogensinde før (nej, det er ikke en overdrivelse!), så skal der ikke meget til at få mig til at få ondt i maven og føle mig presset op i hjørne, og når jeg har det sådan, tager jeg beslutninger, som – indimellem – ikke er gode, hverken for mig eller mine omgivelser.

Der er dog kommet én fantastisk god ting ud af at være på kontanthjælp (udover selvfølgelig at få penge til at leve for), og det er at jeg er i praktik i BC-Gym (træningscenter med fokus på styrketræning) i min by. En praktik, som jeg selv har skaffet, fordi atmosfæren tiltalte mig. Det viser sig at være det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Ikke nok med, at jeg har noget at stå op til hver dag, så er min chef og alle medlemmerne hernede fantastiske mennesker! Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg føler at jeg har fået en lille ekstra familie! Jeg har aldrig tidligere følt mig tilpas med andre mennesker, men hernede har jeg det skønt. Jeg bliver udfordret på min sociale ‘angst’ og folk respekterer, hvis man har en dårlig dag og bare gerne vil være for sig selv. Disse dårlige dage har jeg dog sjældent mere… Jeg har også lært at træne! Jeg har trænet meget før, men uden rigtigt at rykke mig, men nu sker der noget! Min kærlighed til at træne er mangedoblet og min krop er glad og stærk!

Jeg har netop fået forlænget min praktik med en måned, og jeg er lykkelig! Udover at gøre rent og rydde op, har jeg også fået en rolle som en slags konsulent ift. markedsføring og lignende tiltag, hvilket er sindssygt spændende! Det er et træningscenter, der er under et år gammelt og som kæmper med en masse fordomme. Fokus hernede er på styrketræning, og det får mange til at vælge det fra, fordi de tror det kun er store steroide-typer, der træner her. Intet kunne være mere forkert! Nå, men nok om det… Det kan jeg fortælle mere om i et senere indlæg 😉

Men selvom jeg har det godt i min praktik og er ‘fredet’ i en lille måned, så smadrer tankerne om min fremtid rundt i hovedet på mig…