Work it

Den 1. marts gik min drøm i opfyldelse. Jeg var til jobsamtale, og fik jobbet samme dag. Det var ovenikøbet et job, som jeg virkelig gerne ville have. Så var lykken gjort, skulle man tro, men nej, ikke helt. Jobbet ville kun beskæftige mig knapt 17 timer i ugen. Men hey, nu havde jeg endelig fået et job, og de kloge siger jo, at det er nemmere at få et job, når man har et job. Så jeg gik i gang med at kontakte mulige emner, og der gik faktisk ikke længe før jeg havde lovning på yderligere to jobs: rengøring på et spisested samt som webshopmedarbejder et andet sted. Lykken var gjort, og jeg var (undskyld mit sprog) fandme ikke til at skyde igennem!! Seriøst folkens, i så ufattelig lang tid har jeg været på den ene eller den anden form for overførselsindkomst, hvor jeg – i hvert fald det sidste halve år – har været tvunget til at vende hver eneste øre, for at kunne få tingene til at hænge sammen. Jeg har været afhængig af venner og families generøsitet, og har været så uendeligt taknemmelig og flov på samme tid. Pludselig havde jeg udsigt til en fast indkomst, som jeg (undskyld igen) fandme selv havde tjent, og som der ville være nok af!

Men altså, sådan fungerer mit liv jo ikke. Det ved de fleste af dem, der kender mig. For 2-3 uger siden gik den ærgerlige sandhed op for mig: begge mine ekstra arbejdspladser havde lovet mig noget, de åbenbart hverken kunne eller ville holde… Og det er sjovt nok sket på samme måde, som de fleste af mine romantiske forbindelser også slutter: ved at de afbryder kontakten uden en forklaring – men okay, cheferne begge steder er mænd, så det kan vel ikke komme bag på nogen…

Så nu står jeg med et enkelt job (som jeg er yderst taknemmelig over at have og som jeg er glad for at udføre), der ikke kan betale alle mine regninger. Med boligstøtten kan jeg få alle regningerne betalt, men har ikke råd til andet.

Endnu en gang har jeg måttet sande, at man ikke kan tage folks ord for gode varer. Lektien, jeg har lært, er at man ikke kan stole på nogen, og at uanset hvor ærlig man er, så får man ikke tilsvarende tilbage. De to steder er nemlig bekendt med min situation, og ved udmærket godt, at jeg er afhængig af den ekstra indkomst… Er det ikke herligt at vide?

Så samtidigt med at jeg er startet på nyt job med alt hvad det indebærer, så har jeg kæmpet med følelsen af at blive røvrendt igen, store bekymringer i forhold til min økonomi og hvordan jeg skal komme igennem næste måned samt en jobsøgning, der er lidt sværere nu, hvor den skal tage hensyn til et andet job (og at jeg har børn hver anden uge).

Jeg er så frygteligt træt. Træt af at tro på det gode i folk og blive modbevist. Træt af at kæmpe med det økonomiske.

Men hellere ikke mere træt end at jeg ikke vil tilbage i systemet. “Hvorfor stempler du ikke bare op?” Fordi jeg ikke vil tilbage! Faktisk vil jeg nok hellere begynde at sælge min krop, end at skulle tilmelde mig jobnet igen… “Men hvorfor så stædig? Du skal vel også have lidt at spise en gang imellem?” Ja måske.. Og jeg skal sandelig også nok sørge for at mine børn aldrig finder ud af, hvordan det står til – men det bliver uden at skulle tilbage i systemet, for det bliver min død. Måske ikke min fysiske død, men så i hvert fald min mentale…

Kærlighed

Ja, det er lang tid siden I har hørt fra mig.. Der er sket frygteligt meget i mellemtiden – og det skal jeg nok opdatere jer på – men i dag skal det handle om kærlighed – eller manglen på samme…

Jeg har – som de fleste ved – været single i et stykke tid. Min eksmand og jeg flyttede fra hinanden for præcis 2 år og 5 ½ måned siden…og så var det selvfølgelig slut imellem os et stykke tid inden…

Siden da har jeg kun været tæt på at få en kæreste en enkelt gang.. Altså, i den forstand at jeg fandt en mand, der havde samme intentioner, som mig, og som faktisk viste sig at kunne lide mig. Så har der været nogle stykker, hvor jeg troede at vi havde samme intetioner, men hvor de så endte med “ikke at være klar til noget fast” alligevel..

De første to år af min singletilværelse har jeg egentlig været meget tilfreds med lige det, altså at være single. Jeg har nydt at kunne gøre lige nøjagtigt hvad der passede mig, når det passede mig at gøre det og jeg nød at kunne flirte med hvem og hvor mange jeg ville. Det gør jeg i og for sig stadig, men det sidste stykke tid er jeg begyndt at savne nærheden og fortroligheden mellem to mennesker, der virkelig godt kan lide hinanden. Jeg savner så ubeskriveligt meget et menneske, der er ‘mit’. I mit tilfælde en mand, som jeg ved kan lide mig og som kan lide at være sammen med mig. En mand, der prioriterer mig og som har lyst til at forkæle mig (ikke nødvendigvis med gaver, men med sin opmærksomhed, sine ord, sine berøringer) og som har lyst til at vise mig frem.

Ham kan jeg ikke finde..

Jeg har nemlig en helt særlig evne til at rende i fyre, der siger alle de rigtige ting, men når det kommer til handling, så sker der ikke en skid. Det lader til at jeg er en lækker MILF, som mange gerne vil i seng med, men som de ikke vil ‘gøre en ærbar kvinde ud af’ (læs: ‘blive kæreste med’ … det andet lød bare bedre). Jeg er alletiders knaldemateriale, åbenbart…

Min veninde mener at jeg har en ‘idiot-magnet’ klistret til mig, som vi snart må se at  få fjernet. Jeg siger ja tak.

Nå, men for det meste kan jeg godt leve med det – altså, med ikke at kunne finde en mand, der har lyst til at forelske sig i mig (og som jeg vil forelske mig i, bevares) – men lige for tiden er det bare slemt. Det er som om at forelskede par popper op overalt, uanset om det er på de sociale medier eller ude i virkeligheden. Jeg prøver at lukke af, men tanken “Du finder aldrig det der igen” rammer mig i hjertekulen HVER gang nu.

For hver gang jeg mislykkes med projektet, prøver jeg at finde ud af hvad der gik galt – og så prøver jeg at gøre det anderledes næste gang. Men uanset hvor ofte jeg skifter type eller fremgangsmåde eller hvad der ellers kan være, så ender jeg ud med det samme resultat. Så enten er jeg en idiot, ellers findes der bare ikke flere ordentlige fyre derude…

Mens vi alle tænker lige tænker lidt over det, vil jeg så prøve at liste nogle af de fede kommentarer op, som man får (især når man lige er blevet såret/forladt/dumpet/ignoreret):

  1. “Op på hesten igen” – Ja, for jeg gider da godt starte helt forfra med en helt ny fyr igen…
  2. “Du finder også alle idioterne” – Jep, jeg går decideret efter dem, som jeg er sikker på vil såre mig!
  3. “Det er altså heller ikke en fest at være i fast forhold” – Virkelig? Det var ellers min opfattelse, når nu jeg aldrig selv har været i forhold (i flere år ad gangen)…
  4. “Du skal bare lade være med at blive så ked af det” – NÅÅÅÅ!! Det er dét, jeg gør forkert så…
  5. “Hvad med bare at koncentrere dig om dine børn i stedet?” Udelukker det ene det andet??
  6. “Jeg misunder dig at være single” – Fint, skal vi bytte?
  7. “Du er da også for kræsen i forhold til mænd” – Fordi jeg ikke vil være sammen med dig, eller…?
  8. “Græd da ikke over ham. Han var en idiot!” – Det er muligt, men jeg ville faktisk gerne have at han skulle være min idiot…
  9. “Det kommer, når du mindst venter det” – Nåh….det vil sige aldrig så?

Hidtil har alle mine tanker været rettet mod min ‘genfødsel’; hvordan jeg fik det bedre og blev en ny og mega sej Sandra. Jeg har brugt virkelig meget krudt på at være jobsøgende. Sidst, men ikke mindst har jeg brugt meget tid og energi på at blive et godt menneske, for dem jeg holder af. Alt dét har jeg brugt det meste af min tid på de sidste par år, og nu hvor jeg er kommet så langt, begynder jeg at savne andre ting.. Jeg har arbejdet så hårdt for at få et godt liv, og nu har jeg brug for kærligheden. En anden kærlighed end den jeg får fra mine elskede venner og min familie.

Men indtil det lykkes, må jeg kigge på alle de forelskede par, jeg støder på rundt omkring. For jeg under alle mennesker at være forelsket. Jeg ønsker for alle, at de finder den person, der får dem til at føle sig helt speciel. Jeg ønsker virkelig det bedste for næsten (ja, der findes undtagelser) alle mennesker i verden – så vær søde at unde mig mit ønske.. Lad være med at fortælle mig, at jeg har det bedre uden eller at jeg da ikke behøver den…