Ej, jeg havde alligevel lidt flere ord på hjerte, end jeg først troede.
Dét der pisser mig aller mest af, er når folk ikke svarer på beskeder, hvor der bliver stillet et spørgsmål. Det er simpelthen så respektløst, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan lade et andet menneske hænge på den måde!
Her taler jeg både i forhold til datingmarkedet, hvor jeg så ofte har oplevet, at fyren pludselig bare ikke skriver mere. Intet farvel. Intet “jeg tror ikke det går”. Bare stilhed.. Så sidder man tilbage med tusindvis af modstridende følelser, for “sagde jeg noget forkert?” “Det er fandme ikke mig, det er galt med – eller er det?” osv. Men jeg sidder ofte også tilbage med en følelse af ikke at være noget værd. Tænk at man bare dropper mig uden at gide fortælle mig det..
Det er desværre ikke kun i datingsammenhænge at jeg oplever det. Også familie …indimellem venner og – især – i jobsammenhænge..
Jeg forstår ikke denne tendens. Og slet ikke i en verden, hvor man sidder bag hver sin skærm og kaster sine holdninger til højre og venstre. Holdninger og synspunkter, som der ikke bliver spurgt efter. Men når det kommer til at svare på et svært/personligt/besværligt spørgsmål, så gider man ikke!?
Kære medmennesker! Tænk lige over det i 2 sekunder. Der går ikke skår af nogen ved at svare på beskeder. Måske er det et svar, hvor man frygter at gøre modtageren ked af det, men vished er altid bedre end stilhed! Altid!
Jeg har mødt en dejlig fyr, som jeg ser en masse potentiale i. Han får sommerfuglene i min mave til at flakse rundt, og han har sat en masse tanker om fremtiden i gang. Efter 2. date var vi vilde med hinanden, og på trods af at vi ikke bor i nærheden af hinanden, så var vi enige om at vi ville finde ud af det. Der gik dog kun yderligere to dates, og så fandt han ud af, at han ikke var klar..
Jeg sidder tilbage med en kæmpe følelse af håbløshed, for jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte, at hvis jeg bare kunne møde en fyr, som jeg blev vild med og som også blev vild med mig, så var lykken gjort! Så behøvede jeg ikke mere end det.. Well..
For første gang siden jeg mødte min eksmand i 2008, er jeg forelsket. Men det er på en helt anden måde, end nogensinde før. Da jeg var sikker på at min date og jeg ville hinanden, følte jeg en overvældende ro midt i sommerfuglene. Det var så dejligt at vide, at den her helt fantastiske fyr sad et sted i Danmark (og indimellem udlandet) og var vild med mig. Vi så hinanden så meget som det kunne lade sig gøre, taget mine børn og job og hans job og rejser i betragtning, og det var så dejligt at være sammen. Han fik mig til at overveje en masse store ting igen, som jeg havde forsvoret at jeg ville ændre holdning til.
Og pludselig trak han så i land igen. Ikke fordi han ikke stadig er vild med mig, men fordi han ikke er klar.
Er I klar over, hvor svært det er at forholde sig til det? At en person er vild med dig, men ikke helt nok til at ville overveje at blive kæreste med dig?
For jeg kræver ikke meget. Jeg ønsker bare en kæreste, som er vild med mig, og som har lyst til at finde tid til mig. Jeg har absolut ingen krav om at skulle flytte sammen inden for et halvt år eller blive forlovet. Han skal ikke forsørge hverken mig eller mine børn, og han skal ikke bekymre sig om at være stedfar for mine børn. For så hurtigt skal det ikke gå…
Jeg ønsker virkelig en person i mit liv, der bare har lyst til mig – uden alle mulige forventninger og uden at tro at jeg har alle mulige forventninger.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan en svær person at sige ja til?
Ja, det er lang tid siden I har hørt fra mig.. Der er sket frygteligt meget i mellemtiden – og det skal jeg nok opdatere jer på – men i dag skal det handle om kærlighed – eller manglen på samme…
Jeg har – som de fleste ved – været single i et stykke tid. Min eksmand og jeg flyttede fra hinanden for præcis 2 år og 5 ½ måned siden…og så var det selvfølgelig slut imellem os et stykke tid inden…
Siden da har jeg kun været tæt på at få en kæreste en enkelt gang.. Altså, i den forstand at jeg fandt en mand, der havde samme intentioner, som mig, og som faktisk viste sig at kunne lide mig. Så har der været nogle stykker, hvor jeg troede at vi havde samme intetioner, men hvor de så endte med “ikke at være klar til noget fast” alligevel..
De første to år af min singletilværelse har jeg egentlig været meget tilfreds med lige det, altså at være single. Jeg har nydt at kunne gøre lige nøjagtigt hvad der passede mig, når det passede mig at gøre det og jeg nød at kunne flirte med hvem og hvor mange jeg ville. Det gør jeg i og for sig stadig, men det sidste stykke tid er jeg begyndt at savne nærheden og fortroligheden mellem to mennesker, der virkelig godt kan lide hinanden. Jeg savner så ubeskriveligt meget et menneske, der er ‘mit’. I mit tilfælde en mand, som jeg ved kan lide mig og som kan lide at være sammen med mig. En mand, der prioriterer mig og som har lyst til at forkæle mig (ikke nødvendigvis med gaver, men med sin opmærksomhed, sine ord, sine berøringer) og som har lyst til at vise mig frem.
Ham kan jeg ikke finde..
Jeg har nemlig en helt særlig evne til at rende i fyre, der siger alle de rigtige ting, men når det kommer til handling, så sker der ikke en skid. Det lader til at jeg er en lækker MILF, som mange gerne vil i seng med, men som de ikke vil ‘gøre en ærbar kvinde ud af’ (læs: ‘blive kæreste med’ … det andet lød bare bedre). Jeg er alletiders knaldemateriale, åbenbart…
Min veninde mener at jeg har en ‘idiot-magnet’ klistret til mig, som vi snart må se at få fjernet. Jeg siger ja tak.
Nå, men for det meste kan jeg godt leve med det – altså, med ikke at kunne finde en mand, der har lyst til at forelske sig i mig (og som jeg vil forelske mig i, bevares) – men lige for tiden er det bare slemt. Det er som om at forelskede par popper op overalt, uanset om det er på de sociale medier eller ude i virkeligheden. Jeg prøver at lukke af, men tanken “Du finder aldrig det der igen” rammer mig i hjertekulen HVER gang nu.
For hver gang jeg mislykkes med projektet, prøver jeg at finde ud af hvad der gik galt – og så prøver jeg at gøre det anderledes næste gang. Men uanset hvor ofte jeg skifter type eller fremgangsmåde eller hvad der ellers kan være, så ender jeg ud med det samme resultat. Så enten er jeg en idiot, ellers findes der bare ikke flere ordentlige fyre derude…
Mens vi alle tænker lige tænker lidt over det, vil jeg så prøve at liste nogle af de fede kommentarer op, som man får (især når man lige er blevet såret/forladt/dumpet/ignoreret):
“Op på hesten igen” – Ja, for jeg gider da godt starte helt forfra med en helt ny fyr igen…
“Du finder også alle idioterne” – Jep, jeg går decideret efter dem, som jeg er sikker på vil såre mig!
“Det er altså heller ikke en fest at være i fast forhold” – Virkelig? Det var ellers min opfattelse, når nu jeg aldrig selv har været i forhold (i flere år ad gangen)…
“Du skal bare lade være med at blive så ked af det” – NÅÅÅÅ!! Det er dét, jeg gør forkert så…
“Hvad med bare at koncentrere dig om dine børn i stedet?” Udelukker det ene det andet??
“Jeg misunder dig at være single” – Fint, skal vi bytte?
“Du er da også for kræsen i forhold til mænd” – Fordi jeg ikke vil være sammen med dig, eller…?
“Græd da ikke over ham. Han var en idiot!” – Det er muligt, men jeg ville faktisk gerne have at han skulle være min idiot…
“Det kommer, når du mindst venter det” – Nåh….det vil sige aldrig så?
Hidtil har alle mine tanker været rettet mod min ‘genfødsel’; hvordan jeg fik det bedre og blev en ny og mega sej Sandra. Jeg har brugt virkelig meget krudt på at være jobsøgende. Sidst, men ikke mindst har jeg brugt meget tid og energi på at blive et godt menneske, for dem jeg holder af. Alt dét har jeg brugt det meste af min tid på de sidste par år, og nu hvor jeg er kommet så langt, begynder jeg at savne andre ting.. Jeg har arbejdet så hårdt for at få et godt liv, og nu har jeg brug for kærligheden. En anden kærlighed end den jeg får fra mine elskede venner og min familie.
Men indtil det lykkes, må jeg kigge på alle de forelskede par, jeg støder på rundt omkring. For jeg under alle mennesker at være forelsket. Jeg ønsker for alle, at de finder den person, der får dem til at føle sig helt speciel. Jeg ønsker virkelig det bedste for næsten (ja, der findes undtagelser) alle mennesker i verden – så vær søde at unde mig mit ønske.. Lad være med at fortælle mig, at jeg har det bedre uden eller at jeg da ikke behøver den…
Puha, der er sket lidt siden sidst…igen… Hvilket egentlig er sjovt, for ofte synes jeg ikke, at der sker særligt meget i mit liv! Haha!
Fyren, jeg fortalte om i mit sidste indlæg, er ude af mit liv igen. Ikke min beslutning, men man kan ikke være lige heldig hver gang.. Så meget af tiden siden har jeg været småtrist og opgivende i forhold til kærligheden. For er den egentlig dét værd, når alt kommer til alt? Men sjovt nok nåede jeg knapt nok at tænke den tanke færdig, før der dumpede en usandsynlig sød fyr ind i mit liv! Jeg har droppet tanken om kærestetitlen, for hvad betyder den egentlig, når alt kommer til alt? Så nu er jeg forsigtigt glad med små sommerfugle i maven. Jeg prøver at nyde nuet og ikke koncentrere mig så meget om hvad der sker i fremtiden. Måske bliver vi kærester, måske ikke. Det vigtigste er at vi har det godt sammen nu…
(Gud, hvor er det svært at holde fast i de der fornuftige tanker, når man bare gerne vil være vildt forelsket og det skal være gengældt… Men jeg holder mig i skindet 😉 )
Jeg har også haft mange tanker omkring min håbløse situation i forhold til job og økonomi, og selvom jeg slet ikke er ude i depressionstankerne (“det er min skyld, jeg er også for dum. Ingen vil have mig”), så er det en svær situation at være i. Min økonomi løber kun lige og lige rundt. Der er ikke råd til tøj eller til at erstatte ting, der går i stykker. Der er ikke råd til at jeg kan tage pigerne med i svømmehallen eller med bussen ud til deres reservebedste. Alt afhænger af at folk omkring mig vil hjælpe, og det er for sin vis også okay – i en kort periode – men nu har det varet for længe, og jeg kan snart ikke holde det ud mere… Jobmæssigt ser det også træls ud. De få jobs, der er inden for min uddannelse, kræver mere erfaring end jeg har, og jeg bliver derfor ikke engang budt til samtale. Og så er det selvsagt, at jeg ikke har uddannelsen til alle de andre jobs, jeg søger..
Nå, men alt er jo ikke dårligt (tværtimod, faktisk), så jeg talte med min eks om min situation i mandags. 15 minutter senere ringede han til mig og sagde, at jeg skulle komme ned i butikken, hvor han arbejder.. Hans chef er i gang med at starte webshops op, og ville gerne have mig i praktik med henblik på at lægge billeder op samt skrive tekst! Som en lille sidebemærkning, så er der muligvis job til mig efterfølgende!! 😀 Jeg er flyvende! Men igen, før jeg har set en ansættelseskontrakt tror jeg ikke på noget. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at jeg vil arbejde røven ud af bukserne fra på mandag og 4 uger frem! Jeg skal vise dem, at de ikke kan undvære mig! 😉
Så alt i alt ser tingene jo mest lyse ud, og det er faktisk ret fantastisk at kunne se! For første gang i mit liv er jeg i stand til at fokusere på de gode ting og tro på, at alt nok skal gå (og virkelig tro på det). Jeg tror endelig på mig selv og ved, at jeg er et godt menneske! Et menneske med masser af kvalifikationer og kompetencer, som nok skal komme op til overfladen igen!
…og nåh ja! Jeg var på vægten her til morgen, og den viste det laveste i rigtigt mange år! Jeg prøvede de to par bukser på, som jeg aldrig har kunne passe før, men nu passer de! Det ene par er endda lidt for store i taljen :O Wuhuuuuuu!! 😀 Så derfor får I et billede af mig i træningstøj…bare fordi 😉
Ja, som jeg nævnte inde på facebooksiden, så døde min computer for noget tid siden… Som bekendt er jeg på kontanthjælp, ramt af loftet og befinder mig – ligesom alle andre – i december måned, så der har ikke været mulighed for at købe en ny computer. Til gengæld har jeg været så heldig at kunne låne mig frem til én…
Så hvad er der sket siden sidst? Puha, en del..!
Den 6. december havde jeg sidste dag i BC-Gym. Det var virkelig en trist dag, som jeg på ingen måde havde set frem til.. Der blev ikke lavet så meget på dagen, men jeg fik trænet lidt og overrakt en gavekurv, som jeg blev virkelig glad for, sammen med et knus, som jeg blev endnu mere glad for. Hvor er jeg glad for at jeg fortsat kan træne dernede!
Den 6. december var samtidig også en spændende dag, for om formiddagen var jeg for første gang til hypnose!
Min veninde havde selv prøvet det, og mente at det kunne hjælpe mig videre. Min tid i TUBA har gjort mig klog på problematikker fra fortiden og på handlemønstre, tankemåder osv. Jeg er blevet virkelig klog på mig selv, og kunne efterhånden begynde at trække røde tråde fra min fortid til min nutid, men det var som om jeg ikke kunne komme videre derfra. Min selvværd var stadig dårligt og min selvtillid ikke-eksisterende, og jeg trængte til at prøve noget andet.
Nu har jeg været til hypnose tre gange, og jeg må sige at det har ændret mit liv! Mine tankemønstre er ændret, og det samme er min måde at reagere på. Jeg er blevet meget mere selvsikker og ved nu, at jeg er meget mere værd, end jeg nogensinde før har følt.
Say what!? Ja, det er store sager!!
Derudover er jeg begyndt at se en fyr. En fyr, som jeg er blevet meget glad for, og som jeg håber på vil være min kæreste en gang. Mere har jeg ikke lyst til at fortælle om det.. 😉
Og sidst, men ikke mindst, har jeg netop været til samtale hos min sagsbehandler på Jobcenteret. Som altid, var jeg nervøs før jeg skulle afsted, men det blev heldigvis gjort til skamme. Hun havde været inde og kigge på de jobs, jeg har søgt, og roste mig for at søge bredt – både i forhold til branche og geografi. Hun ville ikke sende mig i nyttejob, fordi hun ser potentiale i mig, og mente, at det ville være bedre at finde en praktik, hvor der er chance for job eller evt. løntilskud bagefter. En beslutning, jeg er meget glad for! Så i det nye år skal jeg til samtale hos en virksomhedskonsulent, hvor vi forhåbentlig finder på noget godt til mig, så jeg snart kan komme ud af systemet!
Nå, mere om det hele senere.. Det var jo ikke meningen at I skal høre det hele på én gang 🙂
