Den 1. december 2017 gik jeg på vægten, der sagde 75 kg. Det var det laveste siden 2008, og jeg var lykkelig! Præcis et år senere sagde vægten 70,8, hvilket vil sige et tab på 4,2 kg. Det er jo ikke meget på et år, men jeg er slet ikke utilfreds.

2018 var året, hvor jeg omsider nåede mit mål om at komme under 70 kg. Det laveste vægten viste var 69,8 kg, og det var vildt at opleve. Mest af alt fordi jeg ikke har vejet så lidt, siden jeg gik i gymnasiet (*host* student i 2000 *host*), men også fordi min tro på mig selv har været vigende.

Jeg vejer ikke under 70 mere. Jeg mistede simpelthen al tiltro til mig selv i forhold til at øge – eller bare holde – vægttabet. Jeg tror, at jeg ubevidst saboterede vægttabet, for hvad så nu? Nu havde jeg jo nået målet uden at blive ‘lykkelig’.. Hvor skulle jeg så gøre af mig selv??

Mit fokus på kost og motion har nærmest ikke været til stede, så der er ikke noget at sige til, at 2018 ikke har været mit store vægttabsår. Til gengæld ligger min vægt stabilt omkring 71,5-72,5, og det er jeg sådan set helt tilfreds med.

Mit slutmål er stadig at komme ned og veje under 70, og blive der. Jeg er kun 160 cm, så jeg bilder mig selv ind, at det er bedst sådan. Dog har jeg et mål, der er meget vigtigere, end hvad vægten siger, og det er at få gang i min træning, så jeg kan blive strammet op og stærk igen!

Jeg ved, hvad træningen giver mig, og jeg savner at træne, men mentalt har jeg bare ikke været rigtigt klar.. De sidste dage har jeg følt en spirende lyst til at tage ned og træne, og det er stort fremskridt. Jeg er ikke kommet afsted endnu, men jeg lader være med at dunke mig i hovedet med skyldfølelse og dårlig samvittighed, for det skal nok komme, og jeg skal nok nå mit mål ❤️

De sidste billeder her er fra i dag, hvor vægten i øvrigt sagde 71,2 🙂

Der er ikke nogen tvivl om at jeg er kommet langt. Efter et helt liv med svigt, at blive forladt, at tvivle – på mig selv og på andre – og ikke mindst at blive trådt på, så bliver jeg indimellem nødt til at stoppe op og se, om jeg husker hvor langt jeg egentlig er kommet. Og sagen er den, at jeg faktisk glemmer det indimellem. Pludselig ‘vågner’ jeg op og opdager, at jeg er begyndt at falde tilbage i mine gamle mønstre, hvor jeg ikke husker på, hvor god og kærlig en person jeg er. Jeg lader folk træde på mig – ikke nødvendigvis fordi DE er onde eller dumme, men fordi jeg ikke får sagt fra.

I aften fik jeg et wakeup-call.

Der er gået noget tid, hvor jeg har glemt at passe på mig selv. Jeg har glemt at sige fra, og dermed glemt det meste af dét jeg har lært inden for de sidste to år. Min selvtillid er styrdykket, og jeg føler ikke at jeg er noget værd.

Det meste af min tid går med at leve op til at være den gode mor, kæreste, ansatte og veninde – uden at jeg føler at jeg fortjener noget til gengæld. Jeg træder nærmest mig selv over tæerne, for at skide på mine egne behov, så andre kan komme først.

“Nå jamen, det får jeg da lige styr på igen så”

Men hvis det var så nemt, så ville jeg jo aldrig komme herud igen. Hvis jeg ikke havde den her enorme konsekvens-tankegang, så ville det være så meget nemmere at kunne sige: “Nej børn, i dag gider jeg ikke på legepladsen”, “Nej chef, jeg vil ikke tage en ekstra vagt” osv. For jeg er altid bange for hvad konsekvensen bliver. Jeg ønsker ikke at gøre nogen kede af det, sure eller skuffede – det har jeg aldrig haft lyst til, men hvis jeg ikke kan sige nej til andre, så kan jeg desværre heller ikke sige ja til mig selv.

“Jamen, så har du jo svaret lige dér!” Ja, gid det var så vel, ik?

Jeg har prøvet at skrive lister over hvad der virker for mig. For eksempel ved jeg, at mit humør bliver bedre af at spise relativt sundt og gå mine lange ture, men gør jeg det? Ja, indimellem. Gør jeg det nok? Nej, slet ikke! …og jeg kan simpelthen ikke fortælle dig hvorfor.

Jeg har også prøvet at tale om det, men på et tidspunkt får jeg bare nok af at tale.. Jo mere jeg taler om tingene, des mindre orker jeg at gøre ved det. Så gik jeg i den anden grav, og talte slet ikke om det. Gæt selv, om det gik godt…

Så nu står jeg her, og skal prøve igen. Jeg skal vælge mig selv til. Gøre mig selv glad. Skabe min egen lykke. For før jeg gør det, kan jeg ikke give en skid til andre..

Det er ikke lang tid siden jeg skrev til jer, at jeg nu endelig havde fundet min træningsmotivation igen, og at jeg havde sat mig nogle mål. Fedt! Så er det bare med at komme i gang!

Sandheden er dog, at jeg – åbenbart – lider af en slem form for selvsabotage. Så i stedet for at holde fokus på kost og træning, så slap jeg tøjlerne og blev lidt ligeglad igen.. Og jeg er blevet straffet på vægten. Fra jeg vejede mindst (for et par måneder siden) og til nu, har jeg taget 3-4 kg på.

Der er flere grunde til det, tror jeg. For det første døjer jeg lidt med min energi og mit overskud. For det andet har der været nogle bekymringer omkring job og økonomi, og for det tredje, så tror jeg ikke jeg kan håndtere at komme tæt på mit mål.

Say what? Ja, du læste rigtigt.. Jeg tror jeg er bange for at nå mit mål, for så er det en ting mindre, jeg kan gemme mig bag (og brokke mig over). Jeg læste et indlæg på Instagram i går, der virkelig fik mig til at tænke.. Denne pige har været igennem virkelig meget, og er nu på vej op. Det burde jo være godt, men for os der har prøvet det, så er det også en tid der er forbundet med mange nye tanker: hvem er jeg, når jeg får det godt? Vil folk glemme mig, når nu jeg ikke har brug for ekstra hjælp og omsorg? Osv.

Efter jeg ramte bunden for snart 3 år siden, og har fået det meget bedre end nogensinde før, så har jeg haft mange tanker om identitet. For i og med at jeg har fået det så meget bedre, så er jeg også en anden person, end jeg var dengang. Jeg ved, jeg er en meget bedre person, men hvad nu hvis folk ikke kan lide den måde, jeg er på nu.. Forlader de mig?

Det kan virke som overdrevne tanker om et emne, der i bund og grund er ligetil? Ja måske, men jeg har stadig mange ting, der driller mit hoved, og sådan tror jeg det altid vil være. Jeg vil have gode perioder og dårlige perioder. I de gode perioder kan jeg sætte mål og forfølge den. I de dårlige perioder kan jeg håbe på ikke at sabotere mig selv.

Og hvad så med det vægttab? Tja, det kommer nok. Nu skal jeg først og fremmest sørge for at have hovedet med, og prøve at forstå hvad der allerede er sket, for jeg VED jo godt, at jeg allerede er nået langt!

Nøj, hvor har jeg ventet længe på at få min træningsmotivation tilbage.. Ikke siden december sidste år har jeg haft en fast træningsrutine, og det irriterer mig, at jeg ikke kan holde en fast kadence. I hele 2017 har jeg trænet, holdt pause, trænet lidt, holdt lang pause, trænet lidt igen osv. osv. Jeg har mistet så meget styrke og muskelmasse, og selvom vægten egentlig har opført sig meget pænt, så har jeg sagtens kunne mærke forskel på min krop.

Jeg har heller ikke haft styr på maden. Ikke at den har været decideret usund, for jeg kan faktisk rigtigt godt lide sund mad, men der har bare været alt, alt for meget af den, og med en forbrænding, der i lang tid har været en meget god ven, så mærkede jeg aldrig – for alvor – en konsekvens af mit overspiseri.

Jeg har længe været træt af mig selv, fordi jeg ikke helt kan få vendt den dumme rutine, og som de fleste er klar over, så hjælper det ikke noget at banke sig selv i hovedet med de ting, der ikke går godt.. Det giver i hvert fald ikke motivation til at gøre noget ved det, for det meste er dømt til at mislykkes på forhånd.

Men nu er jeg i gang igen. I onsdags mærkede jeg pludselig den velkendte og meget savnede trang til at træne, og inden den kunne nå at forsvinde, fik jeg skiftet til træningstøj og skyndte mig ned i Fitness World. Jeg fik 15 min. på crosstraineren og 40 minutters styrketræning af overkrop banket af, inden jeg skulle på arbejde. Da jeg havde fri, ville jeg egentlig bare hjem og slappe af resten af dagen, men trængte til at komme ud og få noget frisk luft. Det blev til en næsten 7 kilometers gåtur. Torsdag var jeg nede og træne igen og fredag og søndag gik jeg lange ture. Så alt i alt blev der tilbagelagt 35.77 km (gåture, løbebånd og crosstrainer). Jeg brugte over 7 timer på det (bedre end at de 7 timer blev brugt på sofaen) og jeg forbrændte 3485 kcal. Er jeg tilfreds? Ja for pokker da! For selvom jeg på 5 dage ‘kun’ kom i fitness 2 gange, så sørgede jeg stadig for at holde mig i gang 4 ud af 5 dage. Det er en kæmpe succes!

Samtidig prøvede jeg at tælle kalorier onsdag og torsdag. Ikke fordi jeg vil sætte alt i gang på én gang, men ganske enkelt for at få en føling med mit madindtag igen. Jeg beviste – endnu en gang – for mig selv, at jeg sagtens kan blive mæt af grøntsager, så længe jeg vælger de rigtige og tilbereder dem, så de smager af noget! I tre dage levede jeg af kød og grønt på forskellige måder, og det var hverken træls eller kedeligt. Alt er jo hvad du gør det til, og jeg tilberedte og anrettede maden, så det var en dronning værdigt – og så smager alting straks meget bedre 😉

Alting er meget nemmere, når jeg har børnefri uger. Her kan jeg træne og spise som det passer mig, uden hensyntagen til nogen som helst. I mine børneuger skal der noget mere planlægning til, og især efter jeg er begyndt at arbejde mere. Heldigvis har jeg fri om tirsdagen og møder først kl. 14 om onsdagen, så de to dage er i hvert fald oplagt til at få trænet. De andre dage kan jeg sagtens nå det, inden jeg skal møde kl 10. Jeg skal bare lige overbevise mit indre B-menneske om, at det faktisk er en god idé 😀

Jeg er min egen værste fjende, hvad alt det her angår. Jeg finder problemer og udfordringer, hvor der ikke behøver at være nogen, men jeg håber at det er slut nu. Jeg kan jo allerede mærke alt det gode træningen og gåturene (jeg ser også gåturene som ‘træning’) gør for mig: mit humør er meget bedre, jeg får mere lyst til at spise sundt, jeg har mere overskud og er mindre træt og jeg får lyst til at bevæge mig mere. Mere vil have mere – også det gode!

Så hvad er planen nu? At fortsætte, selvfølgelig. Ikke nødvendigvis i samme tempo som den forgange uge, måske mere, måske mindre. Antallet af besøg i fitness eller gåture er ikke vigtigt, for indimellem gider jeg ikke gåturene. Andre gange er vejret for godt til at være indenfor i FW. Nogle gange gider jeg kun på hold, andre gange vil jeg hellere træne selv. Men det vigtige er at holde mig i gang. Jeg skal have meget mindre sofatid..

Har du slet ikke et mål, Sandra? JO DA!! Men det er ikke helt klart defineret endnu, og derfor vil jeg ikke delagtiggøre jer i det. Det eneste jeg kan sige er, at jeg gerne vil tabe mig 6-8 kg. Ikke fordi tallet på vægten er afgørende for hvordan jeg har det med mig selv, men fordi jeg ikke har set det tal siden jeg var teenager – overhovedet! Så hvis jeg kan opnå det vægttab, så kan jeg klare alt!

I går var en rigtig svær dag. Mit elskede træningscenter, BC Gym, som har betydet så meget for mig – både i forhold til træning, men sandelig også i forhold til selvudvikling, selvkærlighed, venskaber og familie.

Til jer, der ikke ved det, var jeg i praktik i BC Gym i tre måneder, hvor jeg gjorde rent, var ansvarlig for centerets 1 års fødselsdag, trænede, lærte om kost og træning og meget, meget mere. Mens jeg var i BC blomstrede jeg op. Jeg er aldrig blevet taget imod på den måde. Der var fuld accept fra starten, ingen spørgsmål til andet end dét jeg selv valgte at fortælle.

Så jeg tabte mig, følte et spirende selvværd og selvtillid, Jeg fik nye venskaber – ja, faktisk en helt ny familie.

Det var svært, da praktikken sluttede. Heldigvis kunne jeg fortsætte med at træne dernede, og hvis jeg ikke lige havde lyst til at træne, så tog jeg derned for at snakke. Ligesom man gør med sine venner og familie.

Uheldigvis måtte BC lukke, og det gjorde de i går. Jeg var dernede om eftermiddagen, hvor jeg fodrede min tidligere chef med kage (så bliver han glad) og talte lidt løst og fast. Om aftenen var vi nogle stykker, der samledes dernede til en gravøl og en snak – og heldigvis en masse grin og minder. Kl. 23 lukkede centeret for sidste gang, og en æra er slut.

Mennesker, der ikke har sådan et sted – uanset om det er et træningscenter, en gymnasieklasse, hold, forening, arbejdsplads eller hvad det kan være – kan sikkert ikke helt sætte sig ind i, at det kan være svært, og jeg er heller ikke helt sikker på, at mine ord kan fortælle jer, hvor meget det center og de mennesker betyder for mig. Det er mit andet hjem. Det er der jeg tager hen, når jeg er vred, når jeg er glad, når jeg er ked af det. Det er dér jeg går hen i en hvilken som helst sindsstemning, men altid kun går fra i bedre humør end da jeg kom.

Min BC-familie betyder så meget for mig, og ét af mine største ønsker er at vi engang kan samles igen…

Stopper du så med at træne, tænker du? Nej, det gør jeg ikke. Jeg og nogle af drengene var nede og melde os ind i Fitness World i dag. Fremover vil træningen blive for træningens skyld – ikke for hyggens, men det er også okay – i en periode.