Hvor er det bare svært at acceptere, når kroppen ikke vil det, som hovedet gerne vil..

Jeg har været i praktik i næsten 3 måneder – nogle af de bedste måneder i mit liv – og har dermed også trænet en del i den periode. Den sidste måneds tid har det været 5 gange i ugen og for et par uger siden begyndte jeg ydermere at tælle kalorier, for at  se resultater hurtigere.

Det vil min krop bare ikke være med til! Jeg har været meget syg de sidste 3 måneder…forkølelse, halsbetændelse, ondt i ryg/lænd, forstoppelse…ja, you name it!

Jeg er ikke så god til at se ‘det store billede’, før det er overstået, og dermed er det også først nu, det er gået op for mig, at jeg simpelthen er gået for hårdt til den. Træning er godt, ja, men for meget træning stresser kroppen – og min krop er stresset i forvejen pga. det medicin, jeg tager, og de diagnoser, jeg har. Så derfor siger den fra…

Lige nu har jeg halsbetændelse, og har ikke trænet i halvanden uge. Den dårlige samvittighed er helt oppe at køre, men jeg ved også, at jeg bliver nødt til at blive rask OG tage det stille og roligt, når jeg starter op igen. Det huer ikke min personlighed, for jeg VIL se resultater – og det kan faktisk kun gå for langsomt, men jeg må prøve at få styr på det…

I dag er der i øvrigt præcis en uge til at min praktik slutter. Den er allerede blevet forlænget to gange, så det er ikke en mulighed længere. Så om en uge er det slut, og jeg er allerede ked af det! I har sikkert sagtens kunne fornemme, hvor glad jeg har været i min praktik, når jeg har skrevet om den, om de ting, jeg har oplevet og opnået, om de mennesker, der er kommet ind i mit liv og om min træning og min hverdag i BC-Gym. Det sted vil altid være i mit hjerte! Heldigvis kan jeg stadig træne dernede og komme hver dag, hvis det er dét jeg har lyst til (og dét er det!), men det er bare ikke helt det samme… I hjertet vil jeg altid være en del af Team BC-Gym! <3

Det er ikke meget I hører fra mig lige pt., men jeg døjer lidt med sygdom og travlhed i én stor pærevælling..

For præcis en uge siden fik jeg farvet mit hår fra blond til brunt. Beslutningen kommer af, at det blonde er for dyrt at vedligeholde, så længe jeg ikke har job – og så er der jo noget med, at så længe du gør det samme, vil du få de samme resultater. Jeg trængte kort og godt til forandring!

Jeg skal dog være den første til at indrømme, at jeg fortrød det så meget, da håret var farvet, vasket og sat. Dér – på toppen af mit hoved – sad der nu en mørkebrun hjelm! Umiddelbart var det ikke lige dét, jeg havde bedt om, men gjort var gjort, og jeg måtte leve med det.

Facebook-folket efterspurgte et billede, og da de fik det, kunne jeg godt mærke, at de ikke var begejstrede.. Og det er jo fair nok, når nu jeg heller ikke selv var så pjattet med det.

Heldigvis er farvet falmet lidt og jeg er ved at vænne mig til det.. Og når folk ser mig ‘live’, er de heldigvis også positive omkring farven. Ikke at det betyder noget, hvad andre synes, men derfor er det da stadig rart, når de godt kan lide hvad de ser 🙂

Jeg skal ikke være brunette for evigt. Faktisk er mine piger allerede begyndt at spørge til, hvilken farve det skal være næste gang:

-“Mor, hvilken farve skal det så være næste gang?”
-“Det ved jeg ikke, skat. Det har jeg ikke besluttet endnu.”
-“Så kan du jo blive rødhåret?”

Det er rart, at der er nogen, der er eventyrlystne på mine vegne!

Ja ja, et filter kan jo redde hvadsomhelst!

BC-Gyms fødselsdag gik over al forventning! Både i forhold til nye medlemmer, men også bare generelt i forhold til hvordan hele dagen gik.

Vi fik pyntet op med balloner og flag, både ude og inde. Vi havde gæster igennem hele dagen, der var virkelig mange, der deltog i vores facebook-konkurrence (og knapt så mange, der deltog i vores in-house konkurrencer) og vi fik flere nye medlemmer, end vi havde turde håbe på!

Fødselsdagspynt at it’s best! 🙂

Jeg er så stolt af mig selv! Ikke over at dagen gik godt, men at jeg gennemførte! Jeg tog mine egne idéer og gjorde dem til en realitet. Jeg meldte mig ikke syg, fordi jeg følte at jeg ikke kunne klare det, hvilket var noget, jeg kunne have fundet på før i tiden. Jeg var der hele dagen (næsten til luk) med overskud, og det har jeg vist aldrig prøvet før.

Jeg ved at mine chefer er stolte af mig og hvad jeg har opnået, men jeg har nok stadig lidt svært ved at owne det. Hende med det dårlige selvværd og ingen selvtillid fortæller mig nemlig, at jeg ikke har nogen andel i at det gik så godt. Indimellem tror jeg på hende, men jeg prøver virkelig på at lade være, og i stedet lytte til hende den nye Sandra, der hvisker til mig, at det er mig og min bedrift, og at jeg sagtens kan være p*sse stolt af mig selv!

Men nå, når man er sådan lidt skrøbelig i sin psyke, så sker der som regel dét, når man har været udsat for sådan en omgang stress, at kroppen falder fuldstændigt sammen, når stressmomentet bliver taget bort. Så onsdag var jeg totalt flad, torsdag var jeg i ondt humør og fredag var jeg nogenlunde okay igen. Men ak og ve, søndag aften blev jeg ramt af et maveonde, der er gået over i influenza symptomer. Så nu ligger jeg på sofaen og krydser fingre for, at det er væk i morgen, så jeg kan komme på job med nogenlunde overskud…