2018: året der gik – vægttab

Den 1. december 2017 gik jeg på vægten, der sagde 75 kg. Det var det laveste siden 2008, og jeg var lykkelig! Præcis et år senere sagde vægten 70,8, hvilket vil sige et tab på 4,2 kg. Det er jo ikke meget på et år, men jeg er slet ikke utilfreds.

 

2018 var året, hvor jeg omsider nåede mit mål om at komme under 70 kg. Det laveste vægten viste var 69,8 kg, og det var vildt at opleve. Mest af alt fordi jeg ikke har vejet så lidt, siden jeg gik i gymnasiet (*host* student i 2000 *host*), men også fordi min tro på mig selv har været vigende.

Jeg vejer ikke under 70 mere. Jeg mistede simpelthen al tiltro til mig selv i forhold til at øge – eller bare holde – vægttabet. Jeg tror, at jeg ubevidst saboterede vægttabet, for hvad så nu? Nu havde jeg jo nået målet uden at blive ‘lykkelig’.. Hvor skulle jeg så gøre af mig selv??

Mit fokus på kost og motion har nærmest ikke været til stede, så der er ikke noget at sige til, at 2018 ikke har været mit store vægttabsår. Til gengæld ligger min vægt stabilt omkring 71,5-72,5, og det er jeg sådan set helt tilfreds med.

Mit slutmål er stadig at komme ned og veje under 70, og blive der. Jeg er kun 160 cm, så jeg bilder mig selv ind, at det er bedst sådan. Dog har jeg et mål, der er meget vigtigere, end hvad vægten siger, og det er at få gang i min træning, så jeg kan blive strammet op og stærk igen!

Jeg ved, hvad træningen giver mig, og jeg savner at træne, men mentalt har jeg bare ikke været rigtigt klar.. De sidste dage har jeg følt en spirende lyst til at tage ned og træne, og det er stort fremskridt. Jeg er ikke kommet afsted endnu, men jeg lader være med at dunke mig i hovedet med skyldfølelse og dårlig samvittighed, for det skal nok komme, og jeg skal nok nå mit mål ❤️

De sidste billeder her er fra i dag, hvor vægten i øvrigt sagde 71,2 🙂

Undskyld, må jeg lige…

Normalt blander jeg mig ikke i samfundsdebatter. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan debattere det i den virkelige verden, men jeg har meget ofte holdt mig tilbage, når det gjaldt debatter på facebook for eksempel.
Jeg har klare meninger om mange ting, men fordi jeg har haft det så dårligt med mig selv i størstedelen af mit liv, så har jeg ikke haft lyst til at udbrede mine meninger offentligt. Hvorfor? Fordi nogle folk er modbydelige ude bag ved deres skærme. De går ikke efter bolden, men derimod efter manden, og det har jeg simpelthen ikke haft lyst til. Grunden er at jeg bliver fysisk dårlig, når jeg nærmer mig en konfrontation. Jeg begynder at ryste og bliver helt kold indeni, hvis nogen ‘sviner’ mig til.. Ja, alt andet end konstruktiv kritik (nogle gange også konstruktiv kritik) gør mig til et rystende vrag… Indimellem har jeg også tænkt, at min mening var irrelevant, fordi JEG var irrelevant…

Men jeg har – med tiden – fået bygget lidt på mit selvværd, og med en stigende selvfølelse, har jeg også haft mere lyst til at give min mening til kende på ting, der faktisk betyder noget for mig. Det kan stadig tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har gjort det digitalt, men når jeg har gjort det, så har jeg – indtil videre – undgået personangreb og urene kommentarer. Jeg håber, at det er mine indlæg, der indbyder til ‘ren’ opførsel, fordi jeg selv skriver sobert, men måske er det bare fordi folk tror, jeg er så langt udenfor rækkevidde, at de ikke orker at kommentere 😀 Haha!

Jeg har heller ikke skrevet om ‘kontroversielle’ emner på bloggen, fordi jeg har været bange for at støde jer læsere fra mig. Min tanke har været, at hvis jeg mister følgere, så er jeg mindre værd. Det ved jeg selvfølgelig godt ikke er sandt, men at tale fornuft med et næsten ikke-eksisterende selvværd, er meget svært – hvis ikke umuligt.
Mit ønske er jo heller ikke at miste følgere. Hvis nogen er uenige med mig, så er jeg mere end klar på en sober og venlig diskussion. Måske kan vi lære noget af hinanden? 🙂 Hvis du stadig ønsker at ‘smutte’, så er der ikke nogen bad feelings herfra 🙂

NÅ! Men det første, jeg gerne lige vil adressere er David Beckhams instagrampost, hvor han kysser sin datter på munden. Jeg følger ham. Jeg så billedet og tænkte: “Åhr, hvor sødt” og scrollede videre. Dagen efter så jeg flere artikler på facebook om, at det var “upassende”. “Nå?” tænkte jeg og trykkede mig ind, for at kunne læse kommentarerne, og hold.da.op!!!

Jeg er meget overrasket over, hvor mange mennesker, der synes at det er upassende at kysse deres (eget) barn på munden! Hjemme hos os er det den måde, vi viser kærlighed til hinanden på, ligesom vi gør det ved at kramme, nusse, drille og mange andre ting.
For mig er det 100% naturligt at kysse mine børn på munden – og det strider mig totalt imod at skulle ‘forsvare’ det, ja, eller bare at skulle forklare, hvorfor jeg synes det ikke er upassende.
Jeg er en kvinde (var du i tvivl?) og jeg har døtre, så måske er det ikke så ‘slemt’, som når en far kysser sine døtre, eller en mor sine sønner? Uanset hvilken variant, så vil jeg mene, at når man kysser sine børn, som den omsorgsfulde, elskende forælder man er, så er der ikke noget forkert i det. Det begynder først at blive problematisk, når den voksne får andre følelser eller tanker omkring det, men så vil jeg mene at vi er ude i ekstreme situationer, der ikke kan betegnes som ‘normale’.
Mine døtre er 5 og 6 år, og de elsker at kysse deres mor (ja, og indimellem også hinanden), og jeg ser det som det ultimative kærlighedstegn, og det er noget vi bliver ved med, lige indtil de ikke selv har lyst længere. Måske sker det, når de bliver teenagere, måske først, når de bliver voksne, eller måske sker det aldrig? De vil altid være mine børn, så i mit hoved vil det aldrig være ‘urent’ eller forkert.

Hvordan har I det med debatten?

Og ja, du har ret, her kysser vi ikke på munden, men jeg har ikke et billede, hvor det lige var dér kysset ramte 😉

Bliver man nogensinde færdig?

Det store spørgsmål er, om man – i arbejdet med sig selv – nogensinde bliver færdig?

Jeg har været i gang i 3-4 år efter mit store nedbrud. Jeg har, som jeg har skrevet om tidligere, været omkring psykiatrien, medicin, TUBA, hypnoseterapi osv. og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg har fået det meget bedre! Jeg har med stor hjælp fra førnævnte samt familie/venner/veninder fået bygget mig selv op til at være et rigtigt menneske. Og ja, det er en underlig formulering, men jeg føler ikke, at jeg har været ‘rigtig’ siden mine forældre døde i 2000. Jeg har været et hylster, der prøvede at gøre omverdenen tilfreds, men som aldrig formåede at gøre netop dét. Jeg følte ikke rigtigt noget, men reagerede som jeg troede jeg skulle..

Selvfølgelig har alting ikke være løgn eller ubevidst bedrag. Kærligheden til pigernes far, ægteskabet, at blive mor og alt, hvad der fulgte med, har været ægte.

Men den Sandra, der oplevede de ting, er ikke den Sandra, jeg er i dag. I dag er jeg et meget bedre menneske. Jeg er langt mere bevidst om mig selv og mine medmennesker. Og – vigtigst af alt – så føler jeg mig som et rigtigt menneske nu.

Så langt er jeg kommet, og det er jo et mirakel, altså! Tænk, at man kan flytte sig SÅ meget på så kort tid! Jeg er stolt af mig selv, men aller mest taknemmelig over al den hjælp jeg har fået, mens det stod på. Alle de mennesker, der har været involveret, har min evige taknemmelighed og kærlighed.

Desværre viser der sig så nye udfordringer.. Jeg er for eksempel begyndt at føle jalousi. Det er ikke noget, jeg nogensinde har haft et problem med, men på trods af at jeg har været sammen med min kæreste i næsten et år, så er jeg skrækkelig jaloux. Og meget, meget flov over at indrømme det.

Den nye, negative følelse kommer helt sikkert af nogle af de ting, som jeg tidligere har arbejdet med, og som jeg faktisk troede jeg var blevet færdig med: frygten for at blive svigtet, frygten for at miste og så konsekvensen af lavt selvværd /selvtillid.

Så det er ret nedslående at skulle i gang med nogle af de her ting igen, og faktisk ved jeg snart ikke, hvordan jeg skal gribe det an længere.. Heldigvis kan jeg da konstatere, at det er mine egne spøgelser, der driller mig, og ikke en kæreste, der ikke har rent mel i posen. For helt dybt inderst inde, så ved jeg godt at han aldrig vil gøre mig ondt på den måde. Jeg ved at han elsker mig, og alene dét burde være nok til at mit hjerte kunne vokse lidt mere sammen… Så jeg kæmper videre i håbet om at det hele bliver bedre dag for dag – og at jalousien også vil være bekæmpet på et tidspunkt ❤

 

Hej til det nye navn

Bloggen har fået nyt navn..

Jeg har længe følt at det gamle navn “Sandra – Uden Filter” ikke var rigtigt, og af samme årsag har jeg haft svært ved at skrive på bloggen. Det er svært at forklare, men når navnet ikke føles rigtigt, så føles det heller ikke rigtigt at opdatere bloggen..

Min søde kæreste var behjælpelig med forslag til bloggens nye navn. Mine to yndlingsforslag kom ud til afstemning på facebook, og resultatet blev “Sandra & Livet”, som føles 100% rigtigt.

For jeg skriver ikke “uden filter”, men jeg skriver derimod om livet.. Mit liv og livet generelt.

Jeg er heller ikke samme sted i livet nu, som da bloggen fik nyt navn sidst.

Jeg håber at I tager godt imod det nye navn, og at I vil fortsætte med at følge mig og mine skriverier om alt og intet. Tak fordi I læser med <3

Tanker om at prøve igen…

Der er ikke nogen tvivl om at jeg er kommet langt. Efter et helt liv med svigt, at blive forladt, at tvivle – på mig selv og på andre – og ikke mindst at blive trådt på, så bliver jeg indimellem nødt til at stoppe op og se, om jeg husker hvor langt jeg egentlig er kommet. Og sagen er den, at jeg faktisk glemmer det indimellem. Pludselig ‘vågner’ jeg op og opdager, at jeg er begyndt at falde tilbage i mine gamle mønstre, hvor jeg ikke husker på, hvor god og kærlig en person jeg er. Jeg lader folk træde på mig – ikke nødvendigvis fordi DE er onde eller dumme, men fordi jeg ikke får sagt fra.

I aften fik jeg et wakeup-call.

Der er gået noget tid, hvor jeg har glemt at passe på mig selv. Jeg har glemt at sige fra, og dermed glemt det meste af dét jeg har lært inden for de sidste to år. Min selvtillid er styrdykket, og jeg føler ikke at jeg er noget værd.

Det meste af min tid går med at leve op til at være den gode mor, kæreste, ansatte og veninde – uden at jeg føler at jeg fortjener noget til gengæld. Jeg træder nærmest mig selv over tæerne, for at skide på mine egne behov, så andre kan komme først.

“Nå jamen, det får jeg da lige styr på igen så”

Men hvis det var så nemt, så ville jeg jo aldrig komme herud igen. Hvis jeg ikke havde den her enorme konsekvens-tankegang, så ville det være så meget nemmere at kunne sige: “Nej børn, i dag gider jeg ikke på legepladsen”, “Nej chef, jeg vil ikke tage en ekstra vagt” osv. For jeg er altid bange for hvad konsekvensen bliver. Jeg ønsker ikke at gøre nogen kede af det, sure eller skuffede – det har jeg aldrig haft lyst til, men hvis jeg ikke kan sige nej til andre, så kan jeg desværre heller ikke sige ja til mig selv.

“Jamen, så har du jo svaret lige dér!” Ja, gid det var så vel, ik?

Jeg har prøvet at skrive lister over hvad der virker for mig. For eksempel ved jeg, at mit humør bliver bedre af at spise relativt sundt og gå mine lange ture, men gør jeg det? Ja, indimellem. Gør jeg det nok? Nej, slet ikke! …og jeg kan simpelthen ikke fortælle dig hvorfor.

Jeg har også prøvet at tale om det, men på et tidspunkt får jeg bare nok af at tale.. Jo mere jeg taler om tingene, des mindre orker jeg at gøre ved det. Så gik jeg i den anden grav, og talte slet ikke om det. Gæt selv, om det gik godt…

Så nu står jeg her, og skal prøve igen. Jeg skal vælge mig selv til. Gøre mig selv glad. Skabe min egen lykke. For før jeg gør det, kan jeg ikke give en skid til andre..

meme