Den 1. december 2017 gik jeg på vægten, der sagde 75 kg. Det var det laveste siden 2008, og jeg var lykkelig! Præcis et år senere sagde vægten 70,8, hvilket vil sige et tab på 4,2 kg. Det er jo ikke meget på et år, men jeg er slet ikke utilfreds.

2018 var året, hvor jeg omsider nåede mit mål om at komme under 70 kg. Det laveste vægten viste var 69,8 kg, og det var vildt at opleve. Mest af alt fordi jeg ikke har vejet så lidt, siden jeg gik i gymnasiet (*host* student i 2000 *host*), men også fordi min tro på mig selv har været vigende.

Jeg vejer ikke under 70 mere. Jeg mistede simpelthen al tiltro til mig selv i forhold til at øge – eller bare holde – vægttabet. Jeg tror, at jeg ubevidst saboterede vægttabet, for hvad så nu? Nu havde jeg jo nået målet uden at blive ‘lykkelig’.. Hvor skulle jeg så gøre af mig selv??

Mit fokus på kost og motion har nærmest ikke været til stede, så der er ikke noget at sige til, at 2018 ikke har været mit store vægttabsår. Til gengæld ligger min vægt stabilt omkring 71,5-72,5, og det er jeg sådan set helt tilfreds med.

Mit slutmål er stadig at komme ned og veje under 70, og blive der. Jeg er kun 160 cm, så jeg bilder mig selv ind, at det er bedst sådan. Dog har jeg et mål, der er meget vigtigere, end hvad vægten siger, og det er at få gang i min træning, så jeg kan blive strammet op og stærk igen!

Jeg ved, hvad træningen giver mig, og jeg savner at træne, men mentalt har jeg bare ikke været rigtigt klar.. De sidste dage har jeg følt en spirende lyst til at tage ned og træne, og det er stort fremskridt. Jeg er ikke kommet afsted endnu, men jeg lader være med at dunke mig i hovedet med skyldfølelse og dårlig samvittighed, for det skal nok komme, og jeg skal nok nå mit mål ❤️

De sidste billeder her er fra i dag, hvor vægten i øvrigt sagde 71,2 🙂

Normalt blander jeg mig ikke i samfundsdebatter. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan debattere det i den virkelige verden, men jeg har meget ofte holdt mig tilbage, når det gjaldt debatter på facebook for eksempel.
Jeg har klare meninger om mange ting, men fordi jeg har haft det så dårligt med mig selv i størstedelen af mit liv, så har jeg ikke haft lyst til at udbrede mine meninger offentligt. Hvorfor? Fordi nogle folk er modbydelige ude bag ved deres skærme. De går ikke efter bolden, men derimod efter manden, og det har jeg simpelthen ikke haft lyst til. Grunden er at jeg bliver fysisk dårlig, når jeg nærmer mig en konfrontation. Jeg begynder at ryste og bliver helt kold indeni, hvis nogen ‘sviner’ mig til.. Ja, alt andet end konstruktiv kritik (nogle gange også konstruktiv kritik) gør mig til et rystende vrag… Indimellem har jeg også tænkt, at min mening var irrelevant, fordi JEG var irrelevant…

Men jeg har – med tiden – fået bygget lidt på mit selvværd, og med en stigende selvfølelse, har jeg også haft mere lyst til at give min mening til kende på ting, der faktisk betyder noget for mig. Det kan stadig tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har gjort det digitalt, men når jeg har gjort det, så har jeg – indtil videre – undgået personangreb og urene kommentarer. Jeg håber, at det er mine indlæg, der indbyder til ‘ren’ opførsel, fordi jeg selv skriver sobert, men måske er det bare fordi folk tror, jeg er så langt udenfor rækkevidde, at de ikke orker at kommentere 😀 Haha!

Jeg har heller ikke skrevet om ‘kontroversielle’ emner på bloggen, fordi jeg har været bange for at støde jer læsere fra mig. Min tanke har været, at hvis jeg mister følgere, så er jeg mindre værd. Det ved jeg selvfølgelig godt ikke er sandt, men at tale fornuft med et næsten ikke-eksisterende selvværd, er meget svært – hvis ikke umuligt.
Mit ønske er jo heller ikke at miste følgere. Hvis nogen er uenige med mig, så er jeg mere end klar på en sober og venlig diskussion. Måske kan vi lære noget af hinanden? 🙂 Hvis du stadig ønsker at ‘smutte’, så er der ikke nogen bad feelings herfra 🙂

NÅ! Men det første, jeg gerne lige vil adressere er David Beckhams instagrampost, hvor han kysser sin datter på munden. Jeg følger ham. Jeg så billedet og tænkte: “Åhr, hvor sødt” og scrollede videre. Dagen efter så jeg flere artikler på facebook om, at det var “upassende”. “Nå?” tænkte jeg og trykkede mig ind, for at kunne læse kommentarerne, og hold.da.op!!!

Jeg er meget overrasket over, hvor mange mennesker, der synes at det er upassende at kysse deres (eget) barn på munden! Hjemme hos os er det den måde, vi viser kærlighed til hinanden på, ligesom vi gør det ved at kramme, nusse, drille og mange andre ting.
For mig er det 100% naturligt at kysse mine børn på munden – og det strider mig totalt imod at skulle ‘forsvare’ det, ja, eller bare at skulle forklare, hvorfor jeg synes det ikke er upassende.
Jeg er en kvinde (var du i tvivl?) og jeg har døtre, så måske er det ikke så ‘slemt’, som når en far kysser sine døtre, eller en mor sine sønner? Uanset hvilken variant, så vil jeg mene, at når man kysser sine børn, som den omsorgsfulde, elskende forælder man er, så er der ikke noget forkert i det. Det begynder først at blive problematisk, når den voksne får andre følelser eller tanker omkring det, men så vil jeg mene at vi er ude i ekstreme situationer, der ikke kan betegnes som ‘normale’.
Mine døtre er 5 og 6 år, og de elsker at kysse deres mor (ja, og indimellem også hinanden), og jeg ser det som det ultimative kærlighedstegn, og det er noget vi bliver ved med, lige indtil de ikke selv har lyst længere. Måske sker det, når de bliver teenagere, måske først, når de bliver voksne, eller måske sker det aldrig? De vil altid være mine børn, så i mit hoved vil det aldrig være ‘urent’ eller forkert.

Hvordan har I det med debatten?

Og ja, du har ret, her kysser vi ikke på munden, men jeg har ikke et billede, hvor det lige var dér kysset ramte 😉