Nøj, hvor har jeg ventet længe på at få min træningsmotivation tilbage.. Ikke siden december sidste år har jeg haft en fast træningsrutine, og det irriterer mig, at jeg ikke kan holde en fast kadence. I hele 2017 har jeg trænet, holdt pause, trænet lidt, holdt lang pause, trænet lidt igen osv. osv. Jeg har mistet så meget styrke og muskelmasse, og selvom vægten egentlig har opført sig meget pænt, så har jeg sagtens kunne mærke forskel på min krop.

Jeg har heller ikke haft styr på maden. Ikke at den har været decideret usund, for jeg kan faktisk rigtigt godt lide sund mad, men der har bare været alt, alt for meget af den, og med en forbrænding, der i lang tid har været en meget god ven, så mærkede jeg aldrig – for alvor – en konsekvens af mit overspiseri.

Jeg har længe været træt af mig selv, fordi jeg ikke helt kan få vendt den dumme rutine, og som de fleste er klar over, så hjælper det ikke noget at banke sig selv i hovedet med de ting, der ikke går godt.. Det giver i hvert fald ikke motivation til at gøre noget ved det, for det meste er dømt til at mislykkes på forhånd.

Men nu er jeg i gang igen. I onsdags mærkede jeg pludselig den velkendte og meget savnede trang til at træne, og inden den kunne nå at forsvinde, fik jeg skiftet til træningstøj og skyndte mig ned i Fitness World. Jeg fik 15 min. på crosstraineren og 40 minutters styrketræning af overkrop banket af, inden jeg skulle på arbejde. Da jeg havde fri, ville jeg egentlig bare hjem og slappe af resten af dagen, men trængte til at komme ud og få noget frisk luft. Det blev til en næsten 7 kilometers gåtur. Torsdag var jeg nede og træne igen og fredag og søndag gik jeg lange ture. Så alt i alt blev der tilbagelagt 35.77 km (gåture, løbebånd og crosstrainer). Jeg brugte over 7 timer på det (bedre end at de 7 timer blev brugt på sofaen) og jeg forbrændte 3485 kcal. Er jeg tilfreds? Ja for pokker da! For selvom jeg på 5 dage ‘kun’ kom i fitness 2 gange, så sørgede jeg stadig for at holde mig i gang 4 ud af 5 dage. Det er en kæmpe succes!

Samtidig prøvede jeg at tælle kalorier onsdag og torsdag. Ikke fordi jeg vil sætte alt i gang på én gang, men ganske enkelt for at få en føling med mit madindtag igen. Jeg beviste – endnu en gang – for mig selv, at jeg sagtens kan blive mæt af grøntsager, så længe jeg vælger de rigtige og tilbereder dem, så de smager af noget! I tre dage levede jeg af kød og grønt på forskellige måder, og det var hverken træls eller kedeligt. Alt er jo hvad du gør det til, og jeg tilberedte og anrettede maden, så det var en dronning værdigt – og så smager alting straks meget bedre 😉

Alting er meget nemmere, når jeg har børnefri uger. Her kan jeg træne og spise som det passer mig, uden hensyntagen til nogen som helst. I mine børneuger skal der noget mere planlægning til, og især efter jeg er begyndt at arbejde mere. Heldigvis har jeg fri om tirsdagen og møder først kl. 14 om onsdagen, så de to dage er i hvert fald oplagt til at få trænet. De andre dage kan jeg sagtens nå det, inden jeg skal møde kl 10. Jeg skal bare lige overbevise mit indre B-menneske om, at det faktisk er en god idé 😀

Jeg er min egen værste fjende, hvad alt det her angår. Jeg finder problemer og udfordringer, hvor der ikke behøver at være nogen, men jeg håber at det er slut nu. Jeg kan jo allerede mærke alt det gode træningen og gåturene (jeg ser også gåturene som ‘træning’) gør for mig: mit humør er meget bedre, jeg får mere lyst til at spise sundt, jeg har mere overskud og er mindre træt og jeg får lyst til at bevæge mig mere. Mere vil have mere – også det gode!

Så hvad er planen nu? At fortsætte, selvfølgelig. Ikke nødvendigvis i samme tempo som den forgange uge, måske mere, måske mindre. Antallet af besøg i fitness eller gåture er ikke vigtigt, for indimellem gider jeg ikke gåturene. Andre gange er vejret for godt til at være indenfor i FW. Nogle gange gider jeg kun på hold, andre gange vil jeg hellere træne selv. Men det vigtige er at holde mig i gang. Jeg skal have meget mindre sofatid..

Har du slet ikke et mål, Sandra? JO DA!! Men det er ikke helt klart defineret endnu, og derfor vil jeg ikke delagtiggøre jer i det. Det eneste jeg kan sige er, at jeg gerne vil tabe mig 6-8 kg. Ikke fordi tallet på vægten er afgørende for hvordan jeg har det med mig selv, men fordi jeg ikke har set det tal siden jeg var teenager – overhovedet! Så hvis jeg kan opnå det vægttab, så kan jeg klare alt!

Da jeg var til jobsamtale den 01.03.17 blev jeg spurgt til mine ferieplaner. Jeg kunne fortælle, at jeg ikke havde nogen planer, og i øvrigt heller ikke havde optjent noget ferie.

Derfor har jeg arbejdet 6 dage i ugen hele sommeren igennem. Det har jeg ikke haft noget imod, for så længe jeg var på arbejde, kunne jeg ikke bruge penge, og i øvrigt arbejdede jeg jo “kun 3 timer om dagen, så det var lige til at klare”. Grunden til at det er i citationstegn er at det var dét, jeg sagde til alle, der spurgte.

Men det var næsten mere end jeg kunne holde til.. Heldigvis kunne jeg dog se frem til uge 33, hvor jeg ville få min ugentlige fridag tilbage samt hver 4. lørdag fri. Samtidig ville timeantallet dog stige, idet vi har ændret åbningstiderne i butikken, så vi går fra at have åbent 18 timer i ugen til 32 timer i ugen. Jeg er nu på gennemsnitligt 22 timer i ugen, og det gør at der kommer lidt ro på min økonomiske situation. Jeg bliver ikke hverken millionær eller rig af at arbejde 22 timer i ugen, men jeg kan betale mine regninger OG have det lidt sjovt en gang imellem 🙂

Nå, men I har vist fået med, at min sommer har været udfordrende på datingfronten, og dét blandet med arbejdet, tankerne om økonomi og et evigt dårligt humør gav mig stresslignende symptomer. Jeg følte mig hele tiden lidt småsyg, begyndte at slå ud på halsen og brystet, var altid træt og udkørt og havde ingen overskud. Jeg overvejede ofte, om jeg skulle ringe til lægen og tale med hende om at øge dosis af det stemningsstabiliserende medicin, jeg tager. Men jeg havde ikke lyst. For mig ville det være et gigantisk nederlag at skulle OP i medicin og ikke ned, så jeg lod være..

Jeg ved ikke, hvad der gjorde forskellen – eller måske var det så enkelt, som det så ud: i sidste uge kom min veninde L ned i butikken, for at sige hej. Vi tog på café efter jeg havde fri, og lavede en aftale til dagen efter. Allerede der fik humøret et nøk opad. Lørdag efter arbejde mødtes jeg med to af mine andre veninder, R og M, og vi var på café, til Stella Polaris festival i Sønderborg og i byen i Aabenraa.

Jeg fik tanket op i mine glædes- og energidepoter igen, og i og med at der er kommet lidt mere styr på job og dermed økonomi, så er der også kommet ro på den front.

Nu gælder det så om at få mig selv helt op i gear igen. Og det er egentlig meget ‘enkelt’, for det kræver bare lidt omtanke med maden, træning og gode tanker om mig selv. Jeg ved det jo, og dermed bør det ikke være så svært… (og det er det jo! For pokker da også! Dét, der burde være absolut det nemmeste, er virkelig det sværeste…).

Ej, jeg havde alligevel lidt flere ord på hjerte, end jeg først troede.

Dét der pisser mig aller mest af, er når folk ikke svarer på beskeder, hvor der bliver stillet et spørgsmål. Det er simpelthen så respektløst, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan lade et andet menneske hænge på den måde!

Her taler jeg både i forhold til datingmarkedet, hvor jeg så ofte har oplevet, at fyren pludselig bare ikke skriver mere. Intet farvel. Intet “jeg tror ikke det går”. Bare stilhed.. Så sidder man tilbage med tusindvis af modstridende følelser, for “sagde jeg noget forkert?” “Det er fandme ikke mig, det er galt med – eller er det?” osv. Men jeg sidder ofte også tilbage med en følelse af ikke at være noget værd. Tænk at man bare dropper mig uden at gide fortælle mig det..

Det er desværre ikke kun i datingsammenhænge at jeg oplever det. Også familie …indimellem venner og – især – i jobsammenhænge..

Jeg forstår ikke denne tendens. Og slet ikke i en verden, hvor man sidder bag hver sin skærm og kaster sine holdninger til højre og venstre. Holdninger og synspunkter, som der ikke bliver spurgt efter. Men når det kommer til at svare på et svært/personligt/besværligt spørgsmål, så gider man ikke!?

Kære medmennesker! Tænk lige over det i 2 sekunder. Der går ikke skår af nogen ved at svare på beskeder. Måske er det et svar, hvor man frygter at gøre modtageren ked af det, men vished er altid bedre end stilhed! Altid!