2018: året der gik – vægttab

Den 1. december 2017 gik jeg på vægten, der sagde 75 kg. Det var det laveste siden 2008, og jeg var lykkelig! Præcis et år senere sagde vægten 70,8, hvilket vil sige et tab på 4,2 kg. Det er jo ikke meget på et år, men jeg er slet ikke utilfreds.

 

2018 var året, hvor jeg omsider nåede mit mål om at komme under 70 kg. Det laveste vægten viste var 69,8 kg, og det var vildt at opleve. Mest af alt fordi jeg ikke har vejet så lidt, siden jeg gik i gymnasiet (*host* student i 2000 *host*), men også fordi min tro på mig selv har været vigende.

Jeg vejer ikke under 70 mere. Jeg mistede simpelthen al tiltro til mig selv i forhold til at øge – eller bare holde – vægttabet. Jeg tror, at jeg ubevidst saboterede vægttabet, for hvad så nu? Nu havde jeg jo nået målet uden at blive ‘lykkelig’.. Hvor skulle jeg så gøre af mig selv??

Mit fokus på kost og motion har nærmest ikke været til stede, så der er ikke noget at sige til, at 2018 ikke har været mit store vægttabsår. Til gengæld ligger min vægt stabilt omkring 71,5-72,5, og det er jeg sådan set helt tilfreds med.

Mit slutmål er stadig at komme ned og veje under 70, og blive der. Jeg er kun 160 cm, så jeg bilder mig selv ind, at det er bedst sådan. Dog har jeg et mål, der er meget vigtigere, end hvad vægten siger, og det er at få gang i min træning, så jeg kan blive strammet op og stærk igen!

Jeg ved, hvad træningen giver mig, og jeg savner at træne, men mentalt har jeg bare ikke været rigtigt klar.. De sidste dage har jeg følt en spirende lyst til at tage ned og træne, og det er stort fremskridt. Jeg er ikke kommet afsted endnu, men jeg lader være med at dunke mig i hovedet med skyldfølelse og dårlig samvittighed, for det skal nok komme, og jeg skal nok nå mit mål ❤️

De sidste billeder her er fra i dag, hvor vægten i øvrigt sagde 71,2 🙂

Sabotage

Det er ikke lang tid siden jeg skrev til jer, at jeg nu endelig havde fundet min træningsmotivation igen, og at jeg havde sat mig nogle mål. Fedt! Så er det bare med at komme i gang!

Sandheden er dog, at jeg – åbenbart – lider af en slem form for selvsabotage. Så i stedet for at holde fokus på kost og træning, så slap jeg tøjlerne og blev lidt ligeglad igen.. Og jeg er blevet straffet på vægten. Fra jeg vejede mindst (for et par måneder siden) og til nu, har jeg taget 3-4 kg på.

Der er flere grunde til det, tror jeg. For det første døjer jeg lidt med min energi og mit overskud. For det andet har der været nogle bekymringer omkring job og økonomi, og for det tredje, så tror jeg ikke jeg kan håndtere at komme tæt på mit mål.

Say what? Ja, du læste rigtigt.. Jeg tror jeg er bange for at nå mit mål, for så er det en ting mindre, jeg kan gemme mig bag (og brokke mig over). Jeg læste et indlæg på Instagram i går, der virkelig fik mig til at tænke.. Denne pige har været igennem virkelig meget, og er nu på vej op. Det burde jo være godt, men for os der har prøvet det, så er det også en tid der er forbundet med mange nye tanker: hvem er jeg, når jeg får det godt? Vil folk glemme mig, når nu jeg ikke har brug for ekstra hjælp og omsorg? Osv.

Efter jeg ramte bunden for snart 3 år siden, og har fået det meget bedre end nogensinde før, så har jeg haft mange tanker om identitet. For i og med at jeg har fået det så meget bedre, så er jeg også en anden person, end jeg var dengang. Jeg ved, jeg er en meget bedre person, men hvad nu hvis folk ikke kan lide den måde, jeg er på nu.. Forlader de mig?

Det kan virke som overdrevne tanker om et emne, der i bund og grund er ligetil? Ja måske, men jeg har stadig mange ting, der driller mit hoved, og sådan tror jeg det altid vil være. Jeg vil have gode perioder og dårlige perioder. I de gode perioder kan jeg sætte mål og forfølge den. I de dårlige perioder kan jeg håbe på ikke at sabotere mig selv.

Og hvad så med det vægttab? Tja, det kommer nok. Nu skal jeg først og fremmest sørge for at have hovedet med, og prøve at forstå hvad der allerede er sket, for jeg VED jo godt, at jeg allerede er nået langt!

Al begyndelse er rar

Nøj, hvor har jeg ventet længe på at få min træningsmotivation tilbage.. Ikke siden december sidste år har jeg haft en fast træningsrutine, og det irriterer mig, at jeg ikke kan holde en fast kadence. I hele 2017 har jeg trænet, holdt pause, trænet lidt, holdt lang pause, trænet lidt igen osv. osv. Jeg har mistet så meget styrke og muskelmasse, og selvom vægten egentlig har opført sig meget pænt, så har jeg sagtens kunne mærke forskel på min krop.

Jeg har heller ikke haft styr på maden. Ikke at den har været decideret usund, for jeg kan faktisk rigtigt godt lide sund mad, men der har bare været alt, alt for meget af den, og med en forbrænding, der i lang tid har været en meget god ven, så mærkede jeg aldrig – for alvor – en konsekvens af mit overspiseri.

Jeg har længe været træt af mig selv, fordi jeg ikke helt kan få vendt den dumme rutine, og som de fleste er klar over, så hjælper det ikke noget at banke sig selv i hovedet med de ting, der ikke går godt.. Det giver i hvert fald ikke motivation til at gøre noget ved det, for det meste er dømt til at mislykkes på forhånd.

Men nu er jeg i gang igen. I onsdags mærkede jeg pludselig den velkendte og meget savnede trang til at træne, og inden den kunne nå at forsvinde, fik jeg skiftet til træningstøj og skyndte mig ned i Fitness World. Jeg fik 15 min. på crosstraineren og 40 minutters styrketræning af overkrop banket af, inden jeg skulle på arbejde. Da jeg havde fri, ville jeg egentlig bare hjem og slappe af resten af dagen, men trængte til at komme ud og få noget frisk luft. Det blev til en næsten 7 kilometers gåtur. Torsdag var jeg nede og træne igen og fredag og søndag gik jeg lange ture. Så alt i alt blev der tilbagelagt 35.77 km (gåture, løbebånd og crosstrainer). Jeg brugte over 7 timer på det (bedre end at de 7 timer blev brugt på sofaen) og jeg forbrændte 3485 kcal. Er jeg tilfreds? Ja for pokker da! For selvom jeg på 5 dage ‘kun’ kom i fitness 2 gange, så sørgede jeg stadig for at holde mig i gang 4 ud af 5 dage. Det er en kæmpe succes!

Samtidig prøvede jeg at tælle kalorier onsdag og torsdag. Ikke fordi jeg vil sætte alt i gang på én gang, men ganske enkelt for at få en føling med mit madindtag igen. Jeg beviste – endnu en gang – for mig selv, at jeg sagtens kan blive mæt af grøntsager, så længe jeg vælger de rigtige og tilbereder dem, så de smager af noget! I tre dage levede jeg af kød og grønt på forskellige måder, og det var hverken træls eller kedeligt. Alt er jo hvad du gør det til, og jeg tilberedte og anrettede maden, så det var en dronning værdigt – og så smager alting straks meget bedre 😉

Alting er meget nemmere, når jeg har børnefri uger. Her kan jeg træne og spise som det passer mig, uden hensyntagen til nogen som helst. I mine børneuger skal der noget mere planlægning til, og især efter jeg er begyndt at arbejde mere. Heldigvis har jeg fri om tirsdagen og møder først kl. 14 om onsdagen, så de to dage er i hvert fald oplagt til at få trænet. De andre dage kan jeg sagtens nå det, inden jeg skal møde kl 10. Jeg skal bare lige overbevise mit indre B-menneske om, at det faktisk er en god idé 😀

Jeg er min egen værste fjende, hvad alt det her angår. Jeg finder problemer og udfordringer, hvor der ikke behøver at være nogen, men jeg håber at det er slut nu. Jeg kan jo allerede mærke alt det gode træningen og gåturene (jeg ser også gåturene som ‘træning’) gør for mig: mit humør er meget bedre, jeg får mere lyst til at spise sundt, jeg har mere overskud og er mindre træt og jeg får lyst til at bevæge mig mere. Mere vil have mere – også det gode!

Så hvad er planen nu? At fortsætte, selvfølgelig. Ikke nødvendigvis i samme tempo som den forgange uge, måske mere, måske mindre. Antallet af besøg i fitness eller gåture er ikke vigtigt, for indimellem gider jeg ikke gåturene. Andre gange er vejret for godt til at være indenfor i FW. Nogle gange gider jeg kun på hold, andre gange vil jeg hellere træne selv. Men det vigtige er at holde mig i gang. Jeg skal have meget mindre sofatid..

Har du slet ikke et mål, Sandra? JO DA!! Men det er ikke helt klart defineret endnu, og derfor vil jeg ikke delagtiggøre jer i det. Det eneste jeg kan sige er, at jeg gerne vil tabe mig 6-8 kg. Ikke fordi tallet på vægten er afgørende for hvordan jeg har det med mig selv, men fordi jeg ikke har set det tal siden jeg var teenager – overhovedet! Så hvis jeg kan opnå det vægttab, så kan jeg klare alt!

Et sidste farvel

I går var en rigtig svær dag. Mit elskede træningscenter, BC Gym, som har betydet så meget for mig – både i forhold til træning, men sandelig også i forhold til selvudvikling, selvkærlighed, venskaber og familie.

Til jer, der ikke ved det, var jeg i praktik i BC Gym i tre måneder, hvor jeg gjorde rent, var ansvarlig for centerets 1 års fødselsdag, trænede, lærte om kost og træning og meget, meget mere. Mens jeg var i BC blomstrede jeg op. Jeg er aldrig blevet taget imod på den måde. Der var fuld accept fra starten, ingen spørgsmål til andet end dét jeg selv valgte at fortælle.

Så jeg tabte mig, følte et spirende selvværd og selvtillid, Jeg fik nye venskaber – ja, faktisk en helt ny familie.

Det var svært, da praktikken sluttede. Heldigvis kunne jeg fortsætte med at træne dernede, og hvis jeg ikke lige havde lyst til at træne, så tog jeg derned for at snakke. Ligesom man gør med sine venner og familie.

Uheldigvis måtte BC lukke, og det gjorde de i går. Jeg var dernede om eftermiddagen, hvor jeg fodrede min tidligere chef med kage (så bliver han glad) og talte lidt løst og fast. Om aftenen var vi nogle stykker, der samledes dernede til en gravøl og en snak – og heldigvis en masse grin og minder. Kl. 23 lukkede centeret for sidste gang, og en æra er slut.

Mennesker, der ikke har sådan et sted – uanset om det er et træningscenter, en gymnasieklasse, hold, forening, arbejdsplads eller hvad det kan være – kan sikkert ikke helt sætte sig ind i, at det kan være svært, og jeg er heller ikke helt sikker på, at mine ord kan fortælle jer, hvor meget det center og de mennesker betyder for mig. Det er mit andet hjem. Det er der jeg tager hen, når jeg er vred, når jeg er glad, når jeg er ked af det. Det er dér jeg går hen i en hvilken som helst sindsstemning, men altid kun går fra i bedre humør end da jeg kom.

Min BC-familie betyder så meget for mig, og ét af mine største ønsker er at vi engang kan samles igen…

Stopper du så med at træne, tænker du? Nej, det gør jeg ikke. Jeg og nogle af drengene var nede og melde os ind i Fitness World i dag. Fremover vil træningen blive for træningens skyld – ikke for hyggens, men det er også okay – i en periode. BC-Gyms fødselsdag

Nytårsforsætter?

Jeg er ret atypisk i forhold til dét med at lave nytårsforsætter. Jeg laver gerne løfter til mig selv, men prøver så vidt muligt ikke at lave målbare mål a la “Jeg vil tabe mig 10 kg i 2017” eller “Jeg vil træne x antal gange pr. uge”, for jeg tænker det er her, det er nemmest at fejle..

Jeg har ting, jeg gerne vil opnå i 2017. Selvfølgelig har jeg det.. Jeg vil f.eks. gerne tabe mig i hvert fald 5 kg. mere. Jeg vil gerne træne gennemsnitligt 3 gange i ugen. Jeg vil gerne blive meget stærkere og benpresse 350 kg. og bænkpresse min egen kropsvægt (så enten skal jeg tabe mig virkelig meget ellers så skal jeg blive noget stærkere, end jeg er nu! 😀 Uanset hvad, så tror jeg ikke helt på at det kommer til at ske 😉 ). Jeg vil også gerne have et job, og gerne et af slagsen, som  jeg er glad for.

Men alle disse ting er ikke et must for mig, for det er vejen hen til disse mål, der er vigtig. Det hele bunder i, at jeg bliver ved med at arbejde med mig selv. Mit spirende selvværd skal fodres, så det bliver endnu bedre. Min selvtillid ligeså. Og for at det lykkes, skal jeg arbejde med det ovenstående. For det hele er jo selvforstærkende.

Der er dog en enkelt ting, som jeg satte som et mål for flere måneder siden: Jeg vil fejre min 36 års fødselsdag den 10/2 som den aller bedste version af mig selv! Og her mener jeg både i forhold til det indre og ydre. Og jeg ved at det lykkes, for jeg er et bedre menneske end jeg nogensinde har været. Jeg har – som jeg også har nævnt før – endelig fundet noget selvværd, og det har vendt op og ned på det hele. Sikke en forskel det gør, rent faktisk at tro på, at man er noget værd og fortjener, at der sker gode ting! Jeg lovede drengene nede i BC-Gym, at jeg vil være en lækker sild på min fødselsdag! Det har jeg vist aldrig været før… Og hvem skal så bedømme om det lykkes? Det skal jeg sgu! For nu kan jeg…selvom jeg ofte bliver overrasket, når jeg ser mig selv i spejlet og ser, hvad der er sket på relativt kort tid. Den fysiske forandring, jeg har været igennem, er stor, og jeg er lykkelig! Det fejrede jeg ved at købe en kjole til min fødselsdag. Ikke bare en hvilken som helst kjole, men en tætsiddende én af slagsen, som jeg ellers ALDRIG ville have købt – ganske enkelt fordi jeg ikke kunne bære den. Det kan jeg nu! Sgu!

Only kjoleSå hvad er konklusionen? Det er, at jeg håber at min fremgang fortsætter i 2017! Hverken mere eller mindre 😉