Det store spørgsmål er, om man – i arbejdet med sig selv – nogensinde bliver færdig?

Jeg har været i gang i 3-4 år efter mit store nedbrud. Jeg har, som jeg har skrevet om tidligere, været omkring psykiatrien, medicin, TUBA, hypnoseterapi osv. og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg har fået det meget bedre! Jeg har med stor hjælp fra førnævnte samt familie/venner/veninder fået bygget mig selv op til at være et rigtigt menneske. Og ja, det er en underlig formulering, men jeg føler ikke, at jeg har været ‘rigtig’ siden mine forældre døde i 2000. Jeg har været et hylster, der prøvede at gøre omverdenen tilfreds, men som aldrig formåede at gøre netop dét. Jeg følte ikke rigtigt noget, men reagerede som jeg troede jeg skulle..

Selvfølgelig har alting ikke være løgn eller ubevidst bedrag. Kærligheden til pigernes far, ægteskabet, at blive mor og alt, hvad der fulgte med, har været ægte.

Men den Sandra, der oplevede de ting, er ikke den Sandra, jeg er i dag. I dag er jeg et meget bedre menneske. Jeg er langt mere bevidst om mig selv og mine medmennesker. Og – vigtigst af alt – så føler jeg mig som et rigtigt menneske nu.

Så langt er jeg kommet, og det er jo et mirakel, altså! Tænk, at man kan flytte sig SÅ meget på så kort tid! Jeg er stolt af mig selv, men aller mest taknemmelig over al den hjælp jeg har fået, mens det stod på. Alle de mennesker, der har været involveret, har min evige taknemmelighed og kærlighed.

Desværre viser der sig så nye udfordringer.. Jeg er for eksempel begyndt at føle jalousi. Det er ikke noget, jeg nogensinde har haft et problem med, men på trods af at jeg har været sammen med min kæreste i næsten et år, så er jeg skrækkelig jaloux. Og meget, meget flov over at indrømme det.

Den nye, negative følelse kommer helt sikkert af nogle af de ting, som jeg tidligere har arbejdet med, og som jeg faktisk troede jeg var blevet færdig med: frygten for at blive svigtet, frygten for at miste og så konsekvensen af lavt selvværd /selvtillid.

Så det er ret nedslående at skulle i gang med nogle af de her ting igen, og faktisk ved jeg snart ikke, hvordan jeg skal gribe det an længere.. Heldigvis kan jeg da konstatere, at det er mine egne spøgelser, der driller mig, og ikke en kæreste, der ikke har rent mel i posen. For helt dybt inderst inde, så ved jeg godt at han aldrig vil gøre mig ondt på den måde. Jeg ved at han elsker mig, og alene dét burde være nok til at mit hjerte kunne vokse lidt mere sammen… Så jeg kæmper videre i håbet om at det hele bliver bedre dag for dag – og at jalousien også vil være bekæmpet på et tidspunkt ❤

Der er ikke nogen tvivl om at jeg er kommet langt. Efter et helt liv med svigt, at blive forladt, at tvivle – på mig selv og på andre – og ikke mindst at blive trådt på, så bliver jeg indimellem nødt til at stoppe op og se, om jeg husker hvor langt jeg egentlig er kommet. Og sagen er den, at jeg faktisk glemmer det indimellem. Pludselig ‘vågner’ jeg op og opdager, at jeg er begyndt at falde tilbage i mine gamle mønstre, hvor jeg ikke husker på, hvor god og kærlig en person jeg er. Jeg lader folk træde på mig – ikke nødvendigvis fordi DE er onde eller dumme, men fordi jeg ikke får sagt fra.

I aften fik jeg et wakeup-call.

Der er gået noget tid, hvor jeg har glemt at passe på mig selv. Jeg har glemt at sige fra, og dermed glemt det meste af dét jeg har lært inden for de sidste to år. Min selvtillid er styrdykket, og jeg føler ikke at jeg er noget værd.

Det meste af min tid går med at leve op til at være den gode mor, kæreste, ansatte og veninde – uden at jeg føler at jeg fortjener noget til gengæld. Jeg træder nærmest mig selv over tæerne, for at skide på mine egne behov, så andre kan komme først.

“Nå jamen, det får jeg da lige styr på igen så”

Men hvis det var så nemt, så ville jeg jo aldrig komme herud igen. Hvis jeg ikke havde den her enorme konsekvens-tankegang, så ville det være så meget nemmere at kunne sige: “Nej børn, i dag gider jeg ikke på legepladsen”, “Nej chef, jeg vil ikke tage en ekstra vagt” osv. For jeg er altid bange for hvad konsekvensen bliver. Jeg ønsker ikke at gøre nogen kede af det, sure eller skuffede – det har jeg aldrig haft lyst til, men hvis jeg ikke kan sige nej til andre, så kan jeg desværre heller ikke sige ja til mig selv.

“Jamen, så har du jo svaret lige dér!” Ja, gid det var så vel, ik?

Jeg har prøvet at skrive lister over hvad der virker for mig. For eksempel ved jeg, at mit humør bliver bedre af at spise relativt sundt og gå mine lange ture, men gør jeg det? Ja, indimellem. Gør jeg det nok? Nej, slet ikke! …og jeg kan simpelthen ikke fortælle dig hvorfor.

Jeg har også prøvet at tale om det, men på et tidspunkt får jeg bare nok af at tale.. Jo mere jeg taler om tingene, des mindre orker jeg at gøre ved det. Så gik jeg i den anden grav, og talte slet ikke om det. Gæt selv, om det gik godt…

Så nu står jeg her, og skal prøve igen. Jeg skal vælge mig selv til. Gøre mig selv glad. Skabe min egen lykke. For før jeg gør det, kan jeg ikke give en skid til andre..

Jeg har altid været én eller anden. I folkeskolen var jeg ‘hende, der var meget god i skolen til boglige fag’. I gymnasiet var jeg ‘hende, der lige havde mistet begge sine forældre’. I mit voksenliv version 1.0 var jeg ‘hende, der ikke kunne færdiggøre noget, og som det var synd for’.

Så hvem er jeg nu?

Jeg har altid ønsket at være én eller anden. Én, der var kendt for noget godt: ‘Hende, der er vildt god til at skrive og som kan leve af det’ eller ‘hende, der tabte sig x antal kilo og brugte resten af sit liv på at hjælpe andre’ eller ‘hende, der var så god til sit job, at hun startede sit eget og blev en succes’.

Da jeg blev version 2.0 (det lyder lidt dumt, men jeg har ikke et andet ord eller benævnelse, der dækker det) startede jeg forfra – med alt. Forestil jer, at jeg er tilbage i en slags teenagealder, hvor mit indre liv er én stor rodebutik og jeg ikke ved, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det er cirka sådan, jeg har det stadig. Hvor mange andre unge mennesker har forældre eller andre betroede voksne, der kan hjælpe dem i den ene eller anden retning, komme med feedback og råd, må jeg føle og sjusse mig frem. Hvor man altid kunne spørge ‘de voksne’ og få svar, så har jeg ikke rigtigt nogen ‘voksne’ jeg kan spørge – fordi det faktisk forventes at jeg er den voksne. Det er ikke brok, det er den ærlige følelse jeg sidder med det meste af tiden. Jeg har så mange spørgsmål og ting, jeg gerne vil vide, men jeg aner simpelthen ikke, hvor jeg skal rette mine spørgsmål hen. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kommer meget videre, hverken med mit følelsesliv, min karriere eller mit generelle voksne liv. Jeg står et sted nu, hvor jeg har det godt – ingen tvivl om det – men jeg VED, at det kan blive bedre.. Jeg ved bare ikke helt hvordan, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg være i tvivl om hvordan jeg skulle gribe det an…

Når jeg så har brugt lidt tid på at blive frustreret over min manglende formåen udi voksenlivet, så kigger jeg mig omkring og ser mine børn. Jeg ser mine venner og mit job med mine skønne kolleger, og pludselig bliver jeg sikker på, at tingene nok skal komme til mig, når jeg er klar. For lige nu er jeg et sted, hvor der er masser af kærlighed. Ydermere har jeg allerede opnået de to største successer i mit liv: Lilli og Liva – og jeg er sikker på, at de to successer nok skal blive flankeret af mange flere (jeg taler om successer – ikke børn! 😉 ).

Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært for mig at skrive regelmæssigt på bloggen, for jeg har en masse, jeg gerne vil fortælle.

Måske er det fordi jeg er bange for, at folk rent faktisk læser det – og dømmer mig på det? Måske er det fordi jeg er bange for, at ingen gider læse det? Uanset hvad, så ærgrer det mig, for jeg savner at skrive, og jeg savner at få den feedback, der følger med. Men mit liv har også ændret sig meget det seneste år. Jeg føler pludselig, at jeg er lidt mere privat omkring mig selv og mit liv – til tider. Andre gange har jeg lyst til at råbe ud i verden, at jeg har det godt! Eller at jeg har det skidt! Eller at der er sket noget nyt! …men den gamle jantelov eksisterer nok stadig i mit hoved – og især nu, hvor jeg har det godt, for “hvad rager det mig, hvad der sker i hendes liv, når hun er normal??” Well, dem der kender mig, ved godt at jeg aldrig bliver helt normal, og det har jeg det faktisk ganske udmærket med 😀 Haha! Men ja, det er måske der min frygt ligger. “Hvem tror hun egentlig, hun er??”

Humlen af det hele er nok, at jeg bliver nødt til at være ligeglad – både med hvem der læser med og hvad folk synes om mig. For jeg har det faktisk okay med at nogle mennesker synes at jeg er for meget. For det ER jeg – for nogle. Og sådan tror jeg det skal være.

Hvis jeg lige skal opdatere jer på, hvad der er er sket siden sidst, så har jeg arbejdet. Jeg er frygteligt glad for mit arbejde og ret god til det! Jeg er netop gået i gang med min tredje måned på jobbet, og det går godt! Jeg har ikke haft nogen sygedage, som ville have været standard for bare et par år siden. Jeg har heller ikke haft lyst til at pjække, som jeg ville have haft lyst til ofte for et par år siden.

Jeg er gået op i antal vagter pr. måned, og skal sommeren igennem arbejde 6 dages uger (med en enkelt undtagelse). Jeg har ikke noget ferie opsparet, og har i bund og grund heller ikke noget imod at skulle arbejde så meget. Mine kolleger er heldigvis søde og klar på at give mig en fridag hist og pist, hvis jeg trænger.

Jeg har fundet yderligere to jobs. Det ene for ca. en måned siden og det andet starter jeg på i løbet af juni. Det har givet mig ro økonomisk. Jeg kommer aldrig til at leve som en dronning, men det er faktisk også fuldstændigt ligemeget, så længe jeg kan betale mine regninger, få mad på bordet og lidt sjov og spas en gang imellem 🙂

Pigerne og jeg nyder hinanden hveranden uge, når de bor hos mig! Min kærlighed til dem vokser dag for dag – faktisk til et punkt, hvor det kan gøre helt ondt en gang imellem. De er mine små yndlingsmennesker, og de giver mig så megen kærlighed, glæde og sjov i hverdagen – ja ja, og indimellem lidt grå hår, men det er vist ret naturligt 🙂 Jeg er så vild med den alder, de har lige nu! De begynder så småt at forstå begrebet ‘kærlighed’ og ‘at elske’, og de gør alt hvad de kan, for at vise mig, at de elsker mig. Det må siges at være den aller mest fantastiske følelse i hele verden, når mine unger kigger på mig og siger. “Mor, jeg elsker dig helt op til månen”. Bare ved at skrive det, får jeg glædestårer i øjnene.

Nå, se nu der.. Nu blev det alligevel et langt indlæg.. Håber I gad læse med hertil 🙂 Jeg tror, jeg kan garantere at der kommer flere i løbet af ganske kort tid 🙂

Jeg er ret atypisk i forhold til dét med at lave nytårsforsætter. Jeg laver gerne løfter til mig selv, men prøver så vidt muligt ikke at lave målbare mål a la “Jeg vil tabe mig 10 kg i 2017” eller “Jeg vil træne x antal gange pr. uge”, for jeg tænker det er her, det er nemmest at fejle..

Jeg har ting, jeg gerne vil opnå i 2017. Selvfølgelig har jeg det.. Jeg vil f.eks. gerne tabe mig i hvert fald 5 kg. mere. Jeg vil gerne træne gennemsnitligt 3 gange i ugen. Jeg vil gerne blive meget stærkere og benpresse 350 kg. og bænkpresse min egen kropsvægt (så enten skal jeg tabe mig virkelig meget ellers så skal jeg blive noget stærkere, end jeg er nu! 😀 Uanset hvad, så tror jeg ikke helt på at det kommer til at ske 😉 ). Jeg vil også gerne have et job, og gerne et af slagsen, som  jeg er glad for.

Men alle disse ting er ikke et must for mig, for det er vejen hen til disse mål, der er vigtig. Det hele bunder i, at jeg bliver ved med at arbejde med mig selv. Mit spirende selvværd skal fodres, så det bliver endnu bedre. Min selvtillid ligeså. Og for at det lykkes, skal jeg arbejde med det ovenstående. For det hele er jo selvforstærkende.

Der er dog en enkelt ting, som jeg satte som et mål for flere måneder siden: Jeg vil fejre min 36 års fødselsdag den 10/2 som den aller bedste version af mig selv! Og her mener jeg både i forhold til det indre og ydre. Og jeg ved at det lykkes, for jeg er et bedre menneske end jeg nogensinde har været. Jeg har – som jeg også har nævnt før – endelig fundet noget selvværd, og det har vendt op og ned på det hele. Sikke en forskel det gør, rent faktisk at tro på, at man er noget værd og fortjener, at der sker gode ting! Jeg lovede drengene nede i BC-Gym, at jeg vil være en lækker sild på min fødselsdag! Det har jeg vist aldrig været før… Og hvem skal så bedømme om det lykkes? Det skal jeg sgu! For nu kan jeg…selvom jeg ofte bliver overrasket, når jeg ser mig selv i spejlet og ser, hvad der er sket på relativt kort tid. Den fysiske forandring, jeg har været igennem, er stor, og jeg er lykkelig! Det fejrede jeg ved at købe en kjole til min fødselsdag. Ikke bare en hvilken som helst kjole, men en tætsiddende én af slagsen, som jeg ellers ALDRIG ville have købt – ganske enkelt fordi jeg ikke kunne bære den. Det kan jeg nu! Sgu!

Så hvad er konklusionen? Det er, at jeg håber at min fremgang fortsætter i 2017! Hverken mere eller mindre 😉