Nu har jeg snart været i praktik i 4 uger som webshopmedarbejder, og jeg er rigtigt glad for det. Det er vigtigt, men det er lige så vigtigt, at jeg faktisk er ret dygtig til det jeg laver. Ikke desto mindre er der stadig ikke noget job til mig. Virksomheden vil gerne have min praktik forlænget, fordi de håber på at mit arbejde genererer penge nok til at kunne ansætte mig. Jobcenteret, derimod, er ikke helt med på idéen, for jeg “er jo dygtig nok til at kunne varetage et rigtigt job. Derfor kan praktik ikke være en varig løsning”. Nej, det er da  fuldstændigt rigtigt! Jeg har da heller ikke lyst til at blive ved med at arbejde ‘gratis’, men jeg vil altid synes at det er bedre at blive i noget, der holder mig i gang, fremfor at stoppe praktikken og give mig 2 uger til at finde noget nyt – eller smide mig i aktivering.

Senest i morgen får jeg svar på, om praktikken bliver forlænget, eller om jeg skal stresse og panikke de næste to uger, mens jeg desperat søger efter et job eller en praktik, der giver bare en lille smule mening… Lyder jeg frustreret? Nå, men det er nok fordi jeg ER frustreret!!

Systemet er tungt at danse med, og 9 ud af 10 dage er jeg ked af det og frustreret over min situation. Jeg ved godt, at jeg er “heldig at jeg bor i et land, hvor man bliver hjulpet, hvis man ikke kan selv”, men det ændrer ikke på, at jeg føler mig som et dårligere menneske, fordi jeg ikke kan finde et job og skabe en jobidentitet.

Gang på gang får jeg at vide, hvor dygtig jeg er, hvor flot mit cv er (!?) og hvor mange kompetencer, jeg besidder, men de ord betyder jo ikke noget, når INGEN vil give mig en chance medmindre jeg er gratis (arbejdskraft). Jeg føler mig som et lavere menneske, fordi ingen har lyst til at give mig penge, for det jeg laver (og som jeg i øvrigt er god til!).

Og ved I hvad? Her vil jeg have lov til at drage en direkte parallel til dét at være single! For det er dét jeg oplever gang på gang i singlelivet også. Jeg skal give en masse, men kan ikke forvente at få noget tilbage. Det forventes at man giver gratis ud af sine ‘varer’, inden den anden part beslutter sig for om han vil ‘købe’. Hvad fanden er det for en verden, vi lever i? Jeg kan da heller ikke gå ned i Føtex og begynde at spise løs af deres mad, fordi jeg “vil se om det er godt nok, inden jeg køber det”!

Jeg er ved at være godt og grundigt træt af den krævementalitet, der findes over det hele. Jeg ved godt at problemet ikke er så simpelt som ‘egoistiske arbejdsgivere’ eller ‘internettet’ eller ‘afstumpede mænd’ (havde det dog bare været det), men hele mentaliteten i vores samfund. Selvom jeg har et ret stort ordforråd, så har jeg ikke ord for alle de issues, man burde tage fat på – men mistillid burde været én af dem.

Jeg bør nok stoppe her, inden jeg får rodet mig ud i en politisk og/eller mandehadsk (ja ja, rolig nu. Jeg er også god til ironi) enetale. Jeg blev nødt til at sætte ord på, hvor frustrerende det hele kan være, når det er ude af ens egne hænder, og man ikke kan gøre andet, end bare at blive ved med at prøve – både i job- og kærlighedslivet. På et tidspunkt løber selv den bedste tør for energi og mod… Og det vil aldrig nogensinde have noget at gøre med, at vi ikke gider.