Jeg har længe følt at det gamle navn “Sandra – Uden Filter” ikke var rigtigt, og af samme årsag har jeg haft svært ved at skrive på bloggen. Det er svært at forklare, men når navnet ikke føles rigtigt, så føles det heller ikke rigtigt at opdatere bloggen..
Min søde kæreste var behjælpelig med forslag til bloggens nye navn. Mine to yndlingsforslag kom ud til afstemning på facebook, og resultatet blev “Sandra & Livet”, som føles 100% rigtigt.
For jeg skriver ikke “uden filter”, men jeg skriver derimod om livet.. Mit liv og livet generelt.
Jeg er heller ikke samme sted i livet nu, som da bloggen fik nyt navn sidst.
Jeg håber at I tager godt imod det nye navn, og at I vil fortsætte med at følge mig og mine skriverier om alt og intet. Tak fordi I læser med <3
Der er ikke nogen tvivl om at jeg er kommet langt. Efter et helt liv med svigt, at blive forladt, at tvivle – på mig selv og på andre – og ikke mindst at blive trådt på, så bliver jeg indimellem nødt til at stoppe op og se, om jeg husker hvor langt jeg egentlig er kommet. Og sagen er den, at jeg faktisk glemmer det indimellem. Pludselig ‘vågner’ jeg op og opdager, at jeg er begyndt at falde tilbage i mine gamle mønstre, hvor jeg ikke husker på, hvor god og kærlig en person jeg er. Jeg lader folk træde på mig – ikke nødvendigvis fordi DE er onde eller dumme, men fordi jeg ikke får sagt fra.
I aften fik jeg et wakeup-call.
Der er gået noget tid, hvor jeg har glemt at passe på mig selv. Jeg har glemt at sige fra, og dermed glemt det meste af dét jeg har lært inden for de sidste to år. Min selvtillid er styrdykket, og jeg føler ikke at jeg er noget værd.
Det meste af min tid går med at leve op til at være den gode mor, kæreste, ansatte og veninde – uden at jeg føler at jeg fortjener noget til gengæld. Jeg træder nærmest mig selv over tæerne, for at skide på mine egne behov, så andre kan komme først.
“Nå jamen, det får jeg da lige styr på igen så”
Men hvis det var så nemt, så ville jeg jo aldrig komme herud igen. Hvis jeg ikke havde den her enorme konsekvens-tankegang, så ville det være så meget nemmere at kunne sige: “Nej børn, i dag gider jeg ikke på legepladsen”, “Nej chef, jeg vil ikke tage en ekstra vagt” osv. For jeg er altid bange for hvad konsekvensen bliver. Jeg ønsker ikke at gøre nogen kede af det, sure eller skuffede – det har jeg aldrig haft lyst til, men hvis jeg ikke kan sige nej til andre, så kan jeg desværre heller ikke sige ja til mig selv.
“Jamen, så har du jo svaret lige dér!” Ja, gid det var så vel, ik?
Jeg har prøvet at skrive lister over hvad der virker for mig. For eksempel ved jeg, at mit humør bliver bedre af at spise relativt sundt og gå mine lange ture, men gør jeg det? Ja, indimellem. Gør jeg det nok? Nej, slet ikke! …og jeg kan simpelthen ikke fortælle dig hvorfor.
Jeg har også prøvet at tale om det, men på et tidspunkt får jeg bare nok af at tale.. Jo mere jeg taler om tingene, des mindre orker jeg at gøre ved det. Så gik jeg i den anden grav, og talte slet ikke om det. Gæt selv, om det gik godt…
Så nu står jeg her, og skal prøve igen. Jeg skal vælge mig selv til. Gøre mig selv glad. Skabe min egen lykke. For før jeg gør det, kan jeg ikke give en skid til andre..
Det plejer jeg at have.. styr på tingene. Men de sidste par uger må jeg nok indrømme, at mit planlægningsgen har haft trange kår.
Ofte har jeg taget mig selv i næsten at gå i panik, hvis jeg blev stillet overfor at skulle tage en beslutning, og især hvis der ikke var valgmuligheder. Jeg plejer altid at joke med, at man ikke skal tage mig med på pizzeria, fordi jeg ganske enkelt ikke kan bestemme mig. Nu er det imidlertid helt galt…
Der kan være mange årsager til det, men jeg er ganske sikker på, at jeg bare er træt og udkørt.. Mit efterår og vinter har været en blandet fornøjelse af sygdom, som jeg ikke rigtigt har kunnet komme af med, ikke mange fridage og forskellige mennesker og ting, der har irriteret mig. Jeg har ikke rigtigt kunnet ‘blive færdig’ med noget, før det næste har skubbet til mig.
Ikke at det har været en dårlig tid med meget dårligt humør – slet ikke – men jeg kan simpelthen mærke at jeg kører på den sidste juice i mit batteri..
On the bright note, så har jeg kun i dag og i morgen tilbage på job, inden jeg kan holde fri i 4 dage. Jeg skal arbejde mellem jul og nytår, men det er kun 3 timer pr. dag i 3 dage, så det bliver ligetil. Herefter har jeg fri i 3 dage, så der skulle være rig mulighed for at få slappet af og tanket op på overskudskontoen.
Pigerne og jeg er så privilligerede at vi ikke skal holde jul hjemme, men hos min kære bonusfar, så juleaften bliver ikke så stresset, som den kunne være blevet 😊
Nytårsaften ved jeg stadig ikke hvad jeg skal.. men hey, der er jo også over en uge til,så det skal jeg nok finde ud af inden 😉
Jeg har altid været én eller anden. I folkeskolen var jeg ‘hende, der var meget god i skolen til boglige fag’. I gymnasiet var jeg ‘hende, der lige havde mistet begge sine forældre’. I mit voksenliv version 1.0 var jeg ‘hende, der ikke kunne færdiggøre noget, og som det var synd for’.
Så hvem er jeg nu?
Jeg har altid ønsket at være én eller anden. Én, der var kendt for noget godt: ‘Hende, der er vildt god til at skrive og som kan leve af det’ eller ‘hende, der tabte sig x antal kilo og brugte resten af sit liv på at hjælpe andre’ eller ‘hende, der var så god til sit job, at hun startede sit eget og blev en succes’.
Da jeg blev version 2.0 (det lyder lidt dumt, men jeg har ikke et andet ord eller benævnelse, der dækker det) startede jeg forfra – med alt. Forestil jer, at jeg er tilbage i en slags teenagealder, hvor mit indre liv er én stor rodebutik og jeg ikke ved, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det er cirka sådan, jeg har det stadig. Hvor mange andre unge mennesker har forældre eller andre betroede voksne, der kan hjælpe dem i den ene eller anden retning, komme med feedback og råd, må jeg føle og sjusse mig frem. Hvor man altid kunne spørge ‘de voksne’ og få svar, så har jeg ikke rigtigt nogen ‘voksne’ jeg kan spørge – fordi det faktisk forventes at jeg er den voksne. Det er ikke brok, det er den ærlige følelse jeg sidder med det meste af tiden. Jeg har så mange spørgsmål og ting, jeg gerne vil vide, men jeg aner simpelthen ikke, hvor jeg skal rette mine spørgsmål hen. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kommer meget videre, hverken med mit følelsesliv, min karriere eller mit generelle voksne liv. Jeg står et sted nu, hvor jeg har det godt – ingen tvivl om det – men jeg VED, at det kan blive bedre.. Jeg ved bare ikke helt hvordan, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg være i tvivl om hvordan jeg skulle gribe det an…
Når jeg så har brugt lidt tid på at blive frustreret over min manglende formåen udi voksenlivet, så kigger jeg mig omkring og ser mine børn. Jeg ser mine venner og mit job med mine skønne kolleger, og pludselig bliver jeg sikker på, at tingene nok skal komme til mig, når jeg er klar. For lige nu er jeg et sted, hvor der er masser af kærlighed. Ydermere har jeg allerede opnået de to største successer i mit liv: Lilli og Liva – og jeg er sikker på, at de to successer nok skal blive flankeret af mange flere (jeg taler om successer – ikke børn! 😉 ).
Ej, jeg havde alligevel lidt flere ord på hjerte, end jeg først troede.
Dét der pisser mig aller mest af, er når folk ikke svarer på beskeder, hvor der bliver stillet et spørgsmål. Det er simpelthen så respektløst, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan lade et andet menneske hænge på den måde!
Her taler jeg både i forhold til datingmarkedet, hvor jeg så ofte har oplevet, at fyren pludselig bare ikke skriver mere. Intet farvel. Intet “jeg tror ikke det går”. Bare stilhed.. Så sidder man tilbage med tusindvis af modstridende følelser, for “sagde jeg noget forkert?” “Det er fandme ikke mig, det er galt med – eller er det?” osv. Men jeg sidder ofte også tilbage med en følelse af ikke at være noget værd. Tænk at man bare dropper mig uden at gide fortælle mig det..
Det er desværre ikke kun i datingsammenhænge at jeg oplever det. Også familie …indimellem venner og – især – i jobsammenhænge..
Jeg forstår ikke denne tendens. Og slet ikke i en verden, hvor man sidder bag hver sin skærm og kaster sine holdninger til højre og venstre. Holdninger og synspunkter, som der ikke bliver spurgt efter. Men når det kommer til at svare på et svært/personligt/besværligt spørgsmål, så gider man ikke!?
Kære medmennesker! Tænk lige over det i 2 sekunder. Der går ikke skår af nogen ved at svare på beskeder. Måske er det et svar, hvor man frygter at gøre modtageren ked af det, men vished er altid bedre end stilhed! Altid!
