Et sidste farvel

I går var en rigtig svær dag. Mit elskede træningscenter, BC Gym, som har betydet så meget for mig – både i forhold til træning, men sandelig også i forhold til selvudvikling, selvkærlighed, venskaber og familie.

Til jer, der ikke ved det, var jeg i praktik i BC Gym i tre måneder, hvor jeg gjorde rent, var ansvarlig for centerets 1 års fødselsdag, trænede, lærte om kost og træning og meget, meget mere. Mens jeg var i BC blomstrede jeg op. Jeg er aldrig blevet taget imod på den måde. Der var fuld accept fra starten, ingen spørgsmål til andet end dét jeg selv valgte at fortælle.

Så jeg tabte mig, følte et spirende selvværd og selvtillid, Jeg fik nye venskaber – ja, faktisk en helt ny familie.

Det var svært, da praktikken sluttede. Heldigvis kunne jeg fortsætte med at træne dernede, og hvis jeg ikke lige havde lyst til at træne, så tog jeg derned for at snakke. Ligesom man gør med sine venner og familie.

Uheldigvis måtte BC lukke, og det gjorde de i går. Jeg var dernede om eftermiddagen, hvor jeg fodrede min tidligere chef med kage (så bliver han glad) og talte lidt løst og fast. Om aftenen var vi nogle stykker, der samledes dernede til en gravøl og en snak – og heldigvis en masse grin og minder. Kl. 23 lukkede centeret for sidste gang, og en æra er slut.

Mennesker, der ikke har sådan et sted – uanset om det er et træningscenter, en gymnasieklasse, hold, forening, arbejdsplads eller hvad det kan være – kan sikkert ikke helt sætte sig ind i, at det kan være svært, og jeg er heller ikke helt sikker på, at mine ord kan fortælle jer, hvor meget det center og de mennesker betyder for mig. Det er mit andet hjem. Det er der jeg tager hen, når jeg er vred, når jeg er glad, når jeg er ked af det. Det er dér jeg går hen i en hvilken som helst sindsstemning, men altid kun går fra i bedre humør end da jeg kom.

Min BC-familie betyder så meget for mig, og ét af mine største ønsker er at vi engang kan samles igen…

Stopper du så med at træne, tænker du? Nej, det gør jeg ikke. Jeg og nogle af drengene var nede og melde os ind i Fitness World i dag. Fremover vil træningen blive for træningens skyld – ikke for hyggens, men det er også okay – i en periode. BC-Gyms fødselsdag

Kære Mor

I dag er det præcis 20 år siden du gik bort, kun et halvt år efter far. 20 år siden jeg blev forældreløs.

Det er mange år siden jeg glemte, hvordan det føles at have en mor. Jeg hader mig selv for at have glemt det, men for at være realistisk, så er det meget mere end 20 år siden, jeg mistede min mor.

Det var aldrig lagt i kortene, at vi skulle have et godt og harmonisk liv. Faktisk gik det hele i stykker længe før jeg overhovedet kan huske.

Når jeg tænker tilbage, så husker jeg ikke mange lykkelige øjeblikke. Jeg ved de har været der, men desværre er det kun de mange, mange frygtelige minder, der stadig står lysende i min hukommelse, og min dårlige samvittighed, der stadig hjemsøger mig – selvom jeg efterhånden har forstået og accepteret, at der ikke var noget, jeg kunne have gjort. Alligevel vil jeg gerne sige undskyld, Mor, fordi én skal gøre det, og ham der skylder dig det største undskyld, aldrig kan give dig det.

Men aller mest vil jeg sige tak. Tak, fordi du holdt ud så længe. Tak, fordi du prøvede at redde mig. Tak, fordi du ikke gav op.

Jeg vil aldrig glemme dig.

Al min kærlighed,
din Datter

332810_10151123153107226_1973323457_o

Er det tid?

For lidt over et år siden tog jeg til Tinderbox Festival. Det er jo – som sådan – ikke noget særligt. Hvis man altså lige ser bort fra, at jeg tog selv afsted. Jeg havde fundet overnatning hos en privat, der skulle have to andre piger sovende også. Udover det havde jeg ikke nogen aftaler med nogen som helst, og bortset lige fra en enkelt aften sammen med mine roomies, så var jeg selv til festival: dansede selv, drak øl med mig selv og sang selv.

Det var en virkelig god oplevelse. Jeg kan godt lide mit eget selskab, og ofte har jeg svært ved at skulle forholde mig til mennesker hele dagen lang, så for mig fungerede det så godt at være selv afsted. Selvfølgelig savnede jeg selskab indimellem, for store oplevelser bliver bare bedre af at blive delt med andre, men jeg gjorde heller ikke noget aktivt for at komme i snak med andre.

Da jeg kom hjem fra festivalen, var jeg fuldstændigt høj på oplevelsen! Jeg fik idéer i forhold til min oplevelse og hvordan jeg kunne bruge det som blogger, for jeg kunne mærke, at jeg havde fat i noget af det rigtige.

Jeg har altid elsket at skrive, og har også arbejdet med det ad flere omgange. Min blog har jeg skrevet på siden 2009, hvor jeg også læste dansk på Syddansk Universitet. Bloggen har været mit hjertebarn, og jeg har udsat den for mange mærkelige emner, og jeg har altid elsket at skrive på den. Den har dog altid været primært personlig, og det er svært at blive ved med at finde nye, relevante emner at skrive om.

Et par dage efter jeg kom hjem fra festival, røg jeg totalt ned med flaget, og blev der 1½-2 måneder. Da jeg langsomt kom til hægterne igen, var drømmene om bloggen væk igen, og kampen for at få gang i en normal hverdag, begyndte igen.

Hvad bloggerdrømmen gik ud på, spørger du? Jeg ville begynde at skrive om at gøre ting selv. Min bloggeridentitet skulle være, at jeg var singlepigen fra Sønderjylland, der tog i biografen, på restaurant, til festival, på ferie, i sommerhus, til foredrag, i svømmehal, til sport osv. osv. selv. Økonomisk har jeg store begrænsninger, men måske findes der virksomheder derude, som synes det kunne være sjovt at få besøg af mig, mod at jeg skriver om oplevelsen bagefter. Hvis I kender nogen, der kunne synes om det, så tip dem om mig! Det kunne da være sjovt!

Der er så mange, der har sagt til mig, at det var vildt modigt at tage på festival selv, og at de synes det er fedt gjort, så derfor kunne det være fedt  at gøre det noget mere, og vise dem der egentlig gerne vil selv, at det slet ikke er så slemt. Samtidig har jeg selv en udfordring, som jeg kunne smide i puljen, og det er at jeg har ualmindeligt svært ved at tage kontakt til andre mennesker. Det er noget, jeg vil arbejde med, mens jeg gør de her ting – og går det godt, er det en succes, og går det knapt så godt, så er der lidt sjov læsestof til jer 😉

Jeg kender ikke til andre bloggere, der gør det samme, og enten er det fordi folk ikke gider læse om det, eller også er det fordi der bare ikke er andre, der skriver om det – og så må JEG jo gøre det! 😀

Idéen har ulmet i mit hoved i over et år nu, så det må være tid til at gøre noget ved det. Hvis jeg ikke tager springet nu, så vil jeg altid tænke “hvad nu hvis…”

Hvad synes I om det? Og hvad kunne I tænke jer at læse om – altså, hvilke oplevelser? 🙂  Måske kan I ovenikøbet udtænke forskellige udfordringer til mig på de forskellige oplevelser? Jeg er spændt på at høre fra jer!

foto

 

 

Kærli… ej, vent!?

Jeg har mødt en dejlig fyr, som jeg ser en masse potentiale i. Han får sommerfuglene i min mave til at flakse rundt, og han har sat en masse tanker om fremtiden i gang. Efter 2. date var vi vilde med hinanden, og på trods af at vi ikke bor i nærheden af hinanden, så var vi enige om at vi ville finde ud af det. Der gik dog kun yderligere to dates, og så fandt han ud af, at han ikke var klar..

Jeg sidder tilbage med en kæmpe følelse af håbløshed, for jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte, at hvis jeg bare kunne møde en fyr, som jeg blev vild med og som også blev vild med mig, så var lykken gjort! Så behøvede jeg ikke mere end det.. Well..

For første gang siden jeg mødte min eksmand i 2008, er jeg forelsket. Men det er på en helt anden måde, end nogensinde før. Da jeg var sikker på at min date og jeg ville hinanden, følte jeg en overvældende ro midt i sommerfuglene. Det var så dejligt at vide, at den her helt fantastiske fyr sad et sted i Danmark (og indimellem udlandet) og var vild med mig. Vi så hinanden så meget som det kunne lade sig gøre, taget mine børn og job og hans job og rejser i betragtning, og det var så dejligt at være sammen. Han fik mig til at overveje en masse store ting igen, som jeg havde forsvoret at jeg ville ændre holdning til.

Og pludselig trak han så i land igen. Ikke fordi han ikke stadig er vild med mig, men fordi han ikke er klar.

Er I klar over, hvor svært det er at forholde sig til det? At en person er vild med dig, men ikke helt nok til at ville overveje at blive kæreste med dig?

For jeg kræver ikke meget. Jeg ønsker bare en kæreste, som er vild med mig, og som har lyst til at finde tid til mig. Jeg har absolut ingen krav om at skulle flytte sammen inden for et halvt år eller blive forlovet. Han skal ikke forsørge hverken mig eller mine børn, og han skal ikke bekymre sig om at være stedfar for mine børn. For så hurtigt skal det ikke gå…

Jeg ønsker virkelig en person i mit liv, der bare har lyst til mig – uden alle mulige forventninger og uden at tro at jeg har alle mulige forventninger.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan en svær person at sige ja til?

vector-broken-heart-cartoon