Der er ikke nogen tvivl om at jeg er kommet langt. Efter et helt liv med svigt, at blive forladt, at tvivle – på mig selv og på andre – og ikke mindst at blive trådt på, så bliver jeg indimellem nødt til at stoppe op og se, om jeg husker hvor langt jeg egentlig er kommet. Og sagen er den, at jeg faktisk glemmer det indimellem. Pludselig ‘vågner’ jeg op og opdager, at jeg er begyndt at falde tilbage i mine gamle mønstre, hvor jeg ikke husker på, hvor god og kærlig en person jeg er. Jeg lader folk træde på mig – ikke nødvendigvis fordi DE er onde eller dumme, men fordi jeg ikke får sagt fra.

I aften fik jeg et wakeup-call.

Der er gået noget tid, hvor jeg har glemt at passe på mig selv. Jeg har glemt at sige fra, og dermed glemt det meste af dét jeg har lært inden for de sidste to år. Min selvtillid er styrdykket, og jeg føler ikke at jeg er noget værd.

Det meste af min tid går med at leve op til at være den gode mor, kæreste, ansatte og veninde – uden at jeg føler at jeg fortjener noget til gengæld. Jeg træder nærmest mig selv over tæerne, for at skide på mine egne behov, så andre kan komme først.

“Nå jamen, det får jeg da lige styr på igen så”

Men hvis det var så nemt, så ville jeg jo aldrig komme herud igen. Hvis jeg ikke havde den her enorme konsekvens-tankegang, så ville det være så meget nemmere at kunne sige: “Nej børn, i dag gider jeg ikke på legepladsen”, “Nej chef, jeg vil ikke tage en ekstra vagt” osv. For jeg er altid bange for hvad konsekvensen bliver. Jeg ønsker ikke at gøre nogen kede af det, sure eller skuffede – det har jeg aldrig haft lyst til, men hvis jeg ikke kan sige nej til andre, så kan jeg desværre heller ikke sige ja til mig selv.

“Jamen, så har du jo svaret lige dér!” Ja, gid det var så vel, ik?

Jeg har prøvet at skrive lister over hvad der virker for mig. For eksempel ved jeg, at mit humør bliver bedre af at spise relativt sundt og gå mine lange ture, men gør jeg det? Ja, indimellem. Gør jeg det nok? Nej, slet ikke! …og jeg kan simpelthen ikke fortælle dig hvorfor.

Jeg har også prøvet at tale om det, men på et tidspunkt får jeg bare nok af at tale.. Jo mere jeg taler om tingene, des mindre orker jeg at gøre ved det. Så gik jeg i den anden grav, og talte slet ikke om det. Gæt selv, om det gik godt…

Så nu står jeg her, og skal prøve igen. Jeg skal vælge mig selv til. Gøre mig selv glad. Skabe min egen lykke. For før jeg gør det, kan jeg ikke give en skid til andre..