Bliver man nogensinde færdig?

Det store spørgsmål er, om man – i arbejdet med sig selv – nogensinde bliver færdig?

Jeg har været i gang i 3-4 år efter mit store nedbrud. Jeg har, som jeg har skrevet om tidligere, været omkring psykiatrien, medicin, TUBA, hypnoseterapi osv. og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg har fået det meget bedre! Jeg har med stor hjælp fra førnævnte samt familie/venner/veninder fået bygget mig selv op til at være et rigtigt menneske. Og ja, det er en underlig formulering, men jeg føler ikke, at jeg har været ‘rigtig’ siden mine forældre døde i 2000. Jeg har været et hylster, der prøvede at gøre omverdenen tilfreds, men som aldrig formåede at gøre netop dét. Jeg følte ikke rigtigt noget, men reagerede som jeg troede jeg skulle..

Selvfølgelig har alting ikke være løgn eller ubevidst bedrag. Kærligheden til pigernes far, ægteskabet, at blive mor og alt, hvad der fulgte med, har været ægte.

Men den Sandra, der oplevede de ting, er ikke den Sandra, jeg er i dag. I dag er jeg et meget bedre menneske. Jeg er langt mere bevidst om mig selv og mine medmennesker. Og – vigtigst af alt – så føler jeg mig som et rigtigt menneske nu.

Så langt er jeg kommet, og det er jo et mirakel, altså! Tænk, at man kan flytte sig SÅ meget på så kort tid! Jeg er stolt af mig selv, men aller mest taknemmelig over al den hjælp jeg har fået, mens det stod på. Alle de mennesker, der har været involveret, har min evige taknemmelighed og kærlighed.

Desværre viser der sig så nye udfordringer.. Jeg er for eksempel begyndt at føle jalousi. Det er ikke noget, jeg nogensinde har haft et problem med, men på trods af at jeg har været sammen med min kæreste i næsten et år, så er jeg skrækkelig jaloux. Og meget, meget flov over at indrømme det.

Den nye, negative følelse kommer helt sikkert af nogle af de ting, som jeg tidligere har arbejdet med, og som jeg faktisk troede jeg var blevet færdig med: frygten for at blive svigtet, frygten for at miste og så konsekvensen af lavt selvværd /selvtillid.

Så det er ret nedslående at skulle i gang med nogle af de her ting igen, og faktisk ved jeg snart ikke, hvordan jeg skal gribe det an længere.. Heldigvis kan jeg da konstatere, at det er mine egne spøgelser, der driller mig, og ikke en kæreste, der ikke har rent mel i posen. For helt dybt inderst inde, så ved jeg godt at han aldrig vil gøre mig ondt på den måde. Jeg ved at han elsker mig, og alene dét burde være nok til at mit hjerte kunne vokse lidt mere sammen… Så jeg kæmper videre i håbet om at det hele bliver bedre dag for dag – og at jalousien også vil være bekæmpet på et tidspunkt ❤