Det er på tide, jeg afslører, hvad jeg har gået og hintet i en måneds tid.

Jeg har længe gået og været rigtigt træt af min arbejdssituation. Jeg arbejder i en secondhand butik, og har været meget glad for mit job i de lidt over 2 år, jeg har arbejdet her. Men faktum er, at jeg ikke synes der sker nok i butikken, og så kan en 7 times vagt føles uendeligt lang. Når hovedparten af vagterne netop er 7 timers vagter, så begynder det at tære på min energi, overskud og humør. Og sidstnævnte har været meget påvirket af min arbejdssituation i meget, meget lang tid.

Sidst i januar fik jeg job hos Fitness World som receptionist. Et job, der har vist sig at være lige dét, som jeg havde brug for. Ikke bare arbejdsopgaverne, men kundekontakten og det faktum, at jeg har mulighed for at få mere ansvar. I dette job kan jeg for eksempel uddanne mig videre, og det har gjort fremtiden lysere end den har været længe. Ydermere så elsker jeg fitnessbranchen, hvilket jeg allerede fandt ud af i 2016, hvor jeg var i praktik i et træningscenter her i byen. Et center, der desværre måtte lukke. Siden da har jeg søgt ved flere fitnesscentre, og januar 2019 fik jeg så jobbet i Fitness World.

En lang historie med mange bekymringer om økonomi, kærligt pres fra mine nærmeste og en overordentlig stor træthed i forhold til situationen gjorde, at jeg opsagde mit job i butikken, for at hellige mig jobbet i FW. Jeg kan ikke få nok timer til at det bliver sjovt at leve, men jeg kan betale mine regninger – og vigtigst af alt, så kan jeg blive glad igen. Jeg kan vågne op om morgenen og glæde mig over at skulle på arbejde – i stedet for at frygte, hvor meget jeg kommer til at kede mig i dag.. Jeg kan samtidig vise mine børn, at man ikke behøver at ‘finde sig’ i et liv, der ikke giver glæde – heller ikke selvom at økonomien måske bliver lidt udfordret i en periode. Jeg kan jo heller ikke ligefrem påstå, at jeg har tjent guld i de sidste 2 år..

Bortset fra en uge i juli, så har jeg min sidste vagt i butikken den 29.06.19. En dag, som bliver vemodig, men som jeg virkelig ser frem til!

Den 1. december 2017 gik jeg på vægten, der sagde 75 kg. Det var det laveste siden 2008, og jeg var lykkelig! Præcis et år senere sagde vægten 70,8, hvilket vil sige et tab på 4,2 kg. Det er jo ikke meget på et år, men jeg er slet ikke utilfreds.

2018 var året, hvor jeg omsider nåede mit mål om at komme under 70 kg. Det laveste vægten viste var 69,8 kg, og det var vildt at opleve. Mest af alt fordi jeg ikke har vejet så lidt, siden jeg gik i gymnasiet (*host* student i 2000 *host*), men også fordi min tro på mig selv har været vigende.

Jeg vejer ikke under 70 mere. Jeg mistede simpelthen al tiltro til mig selv i forhold til at øge – eller bare holde – vægttabet. Jeg tror, at jeg ubevidst saboterede vægttabet, for hvad så nu? Nu havde jeg jo nået målet uden at blive ‘lykkelig’.. Hvor skulle jeg så gøre af mig selv??

Mit fokus på kost og motion har nærmest ikke været til stede, så der er ikke noget at sige til, at 2018 ikke har været mit store vægttabsår. Til gengæld ligger min vægt stabilt omkring 71,5-72,5, og det er jeg sådan set helt tilfreds med.

Mit slutmål er stadig at komme ned og veje under 70, og blive der. Jeg er kun 160 cm, så jeg bilder mig selv ind, at det er bedst sådan. Dog har jeg et mål, der er meget vigtigere, end hvad vægten siger, og det er at få gang i min træning, så jeg kan blive strammet op og stærk igen!

Jeg ved, hvad træningen giver mig, og jeg savner at træne, men mentalt har jeg bare ikke været rigtigt klar.. De sidste dage har jeg følt en spirende lyst til at tage ned og træne, og det er stort fremskridt. Jeg er ikke kommet afsted endnu, men jeg lader være med at dunke mig i hovedet med skyldfølelse og dårlig samvittighed, for det skal nok komme, og jeg skal nok nå mit mål ❤️

De sidste billeder her er fra i dag, hvor vægten i øvrigt sagde 71,2 🙂

Normalt blander jeg mig ikke i samfundsdebatter. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan debattere det i den virkelige verden, men jeg har meget ofte holdt mig tilbage, når det gjaldt debatter på facebook for eksempel.
Jeg har klare meninger om mange ting, men fordi jeg har haft det så dårligt med mig selv i størstedelen af mit liv, så har jeg ikke haft lyst til at udbrede mine meninger offentligt. Hvorfor? Fordi nogle folk er modbydelige ude bag ved deres skærme. De går ikke efter bolden, men derimod efter manden, og det har jeg simpelthen ikke haft lyst til. Grunden er at jeg bliver fysisk dårlig, når jeg nærmer mig en konfrontation. Jeg begynder at ryste og bliver helt kold indeni, hvis nogen ‘sviner’ mig til.. Ja, alt andet end konstruktiv kritik (nogle gange også konstruktiv kritik) gør mig til et rystende vrag… Indimellem har jeg også tænkt, at min mening var irrelevant, fordi JEG var irrelevant…

Men jeg har – med tiden – fået bygget lidt på mit selvværd, og med en stigende selvfølelse, har jeg også haft mere lyst til at give min mening til kende på ting, der faktisk betyder noget for mig. Det kan stadig tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har gjort det digitalt, men når jeg har gjort det, så har jeg – indtil videre – undgået personangreb og urene kommentarer. Jeg håber, at det er mine indlæg, der indbyder til ‘ren’ opførsel, fordi jeg selv skriver sobert, men måske er det bare fordi folk tror, jeg er så langt udenfor rækkevidde, at de ikke orker at kommentere 😀 Haha!

Jeg har heller ikke skrevet om ‘kontroversielle’ emner på bloggen, fordi jeg har været bange for at støde jer læsere fra mig. Min tanke har været, at hvis jeg mister følgere, så er jeg mindre værd. Det ved jeg selvfølgelig godt ikke er sandt, men at tale fornuft med et næsten ikke-eksisterende selvværd, er meget svært – hvis ikke umuligt.
Mit ønske er jo heller ikke at miste følgere. Hvis nogen er uenige med mig, så er jeg mere end klar på en sober og venlig diskussion. Måske kan vi lære noget af hinanden? 🙂 Hvis du stadig ønsker at ‘smutte’, så er der ikke nogen bad feelings herfra 🙂

NÅ! Men det første, jeg gerne lige vil adressere er David Beckhams instagrampost, hvor han kysser sin datter på munden. Jeg følger ham. Jeg så billedet og tænkte: “Åhr, hvor sødt” og scrollede videre. Dagen efter så jeg flere artikler på facebook om, at det var “upassende”. “Nå?” tænkte jeg og trykkede mig ind, for at kunne læse kommentarerne, og hold.da.op!!!

Jeg er meget overrasket over, hvor mange mennesker, der synes at det er upassende at kysse deres (eget) barn på munden! Hjemme hos os er det den måde, vi viser kærlighed til hinanden på, ligesom vi gør det ved at kramme, nusse, drille og mange andre ting.
For mig er det 100% naturligt at kysse mine børn på munden – og det strider mig totalt imod at skulle ‘forsvare’ det, ja, eller bare at skulle forklare, hvorfor jeg synes det ikke er upassende.
Jeg er en kvinde (var du i tvivl?) og jeg har døtre, så måske er det ikke så ‘slemt’, som når en far kysser sine døtre, eller en mor sine sønner? Uanset hvilken variant, så vil jeg mene, at når man kysser sine børn, som den omsorgsfulde, elskende forælder man er, så er der ikke noget forkert i det. Det begynder først at blive problematisk, når den voksne får andre følelser eller tanker omkring det, men så vil jeg mene at vi er ude i ekstreme situationer, der ikke kan betegnes som ‘normale’.
Mine døtre er 5 og 6 år, og de elsker at kysse deres mor (ja, og indimellem også hinanden), og jeg ser det som det ultimative kærlighedstegn, og det er noget vi bliver ved med, lige indtil de ikke selv har lyst længere. Måske sker det, når de bliver teenagere, måske først, når de bliver voksne, eller måske sker det aldrig? De vil altid være mine børn, så i mit hoved vil det aldrig være ‘urent’ eller forkert.

Hvordan har I det med debatten?

Og ja, du har ret, her kysser vi ikke på munden, men jeg har ikke et billede, hvor det lige var dér kysset ramte 😉

Det store spørgsmål er, om man – i arbejdet med sig selv – nogensinde bliver færdig?

Jeg har været i gang i 3-4 år efter mit store nedbrud. Jeg har, som jeg har skrevet om tidligere, været omkring psykiatrien, medicin, TUBA, hypnoseterapi osv. og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg har fået det meget bedre! Jeg har med stor hjælp fra førnævnte samt familie/venner/veninder fået bygget mig selv op til at være et rigtigt menneske. Og ja, det er en underlig formulering, men jeg føler ikke, at jeg har været ‘rigtig’ siden mine forældre døde i 2000. Jeg har været et hylster, der prøvede at gøre omverdenen tilfreds, men som aldrig formåede at gøre netop dét. Jeg følte ikke rigtigt noget, men reagerede som jeg troede jeg skulle..

Selvfølgelig har alting ikke være løgn eller ubevidst bedrag. Kærligheden til pigernes far, ægteskabet, at blive mor og alt, hvad der fulgte med, har været ægte.

Men den Sandra, der oplevede de ting, er ikke den Sandra, jeg er i dag. I dag er jeg et meget bedre menneske. Jeg er langt mere bevidst om mig selv og mine medmennesker. Og – vigtigst af alt – så føler jeg mig som et rigtigt menneske nu.

Så langt er jeg kommet, og det er jo et mirakel, altså! Tænk, at man kan flytte sig SÅ meget på så kort tid! Jeg er stolt af mig selv, men aller mest taknemmelig over al den hjælp jeg har fået, mens det stod på. Alle de mennesker, der har været involveret, har min evige taknemmelighed og kærlighed.

Desværre viser der sig så nye udfordringer.. Jeg er for eksempel begyndt at føle jalousi. Det er ikke noget, jeg nogensinde har haft et problem med, men på trods af at jeg har været sammen med min kæreste i næsten et år, så er jeg skrækkelig jaloux. Og meget, meget flov over at indrømme det.

Den nye, negative følelse kommer helt sikkert af nogle af de ting, som jeg tidligere har arbejdet med, og som jeg faktisk troede jeg var blevet færdig med: frygten for at blive svigtet, frygten for at miste og så konsekvensen af lavt selvværd /selvtillid.

Så det er ret nedslående at skulle i gang med nogle af de her ting igen, og faktisk ved jeg snart ikke, hvordan jeg skal gribe det an længere.. Heldigvis kan jeg da konstatere, at det er mine egne spøgelser, der driller mig, og ikke en kæreste, der ikke har rent mel i posen. For helt dybt inderst inde, så ved jeg godt at han aldrig vil gøre mig ondt på den måde. Jeg ved at han elsker mig, og alene dét burde være nok til at mit hjerte kunne vokse lidt mere sammen… Så jeg kæmper videre i håbet om at det hele bliver bedre dag for dag – og at jalousien også vil være bekæmpet på et tidspunkt ❤

Bloggen har fået nyt navn..

Jeg har længe følt at det gamle navn “Sandra – Uden Filter” ikke var rigtigt, og af samme årsag har jeg haft svært ved at skrive på bloggen. Det er svært at forklare, men når navnet ikke føles rigtigt, så føles det heller ikke rigtigt at opdatere bloggen..

Min søde kæreste var behjælpelig med forslag til bloggens nye navn. Mine to yndlingsforslag kom ud til afstemning på facebook, og resultatet blev “Sandra & Livet”, som føles 100% rigtigt.

For jeg skriver ikke “uden filter”, men jeg skriver derimod om livet.. Mit liv og livet generelt.

Jeg er heller ikke samme sted i livet nu, som da bloggen fik nyt navn sidst.

Jeg håber at I tager godt imod det nye navn, og at I vil fortsætte med at følge mig og mine skriverier om alt og intet. Tak fordi I læser med <3